Markus Joachim Landschoff ramt af guldfeber

(Efter en artikel i Bornholms Tidende 8.10.1988)

En californsk guldgraver havde i 1851 gjort det første store guldfund.  Alverdens aviser lokkede med stærkt overdrevne beretninger om det.  Der var tidligere fundet guld i Australien,  men fundene var blevet hemmeligholdt for ikke at vække begærlighed blandt de deporterede straffefanger,  som England sendte til Australien i stort tal. 

Samtidig i St. Torvegade i Rønne……

læste en ung købmand med stor interesse Bornholms Avis,  der fortalte om de store guldfund.  Han hed Markus Joachim Landschoff.  I St. Torvegade havde han i fire år med en vis succes drevet sin købmandsforretning.  Inden da havde han prøvet lidt af hvert:   Havde arbejdet som typograf ved Bornholms Avis og forsøgt sig med en tobaksfabrik. 

En forårsdag i 1853 slog guldfeberen ned i ham.   Han var da 30 år. 

Efter at have læst den eventyrlige beretning om de australske guldfund,   gik han ind til sin kone  og sagde:  -  Holgerine,  nu må jeg gøre alvor af det,  vi har talt om.  Du må passe handlen herhjemme. 

Markus  Joachim Landschoff havde sammen med nogle venner talt om at grave guld,  og om hvordan pengene skulle bruges,  når de vendte tilbage til Bornholm.  

 Markus forlod kone og børn

Landschoff var født i 1823 i den lille by, Dahme,  i Holsten,  på kysten mellem Lübeck og Fehmern.   Som fem-årig var han flyttet med sine forældre til Maribo.   I 1845 kom han til Bornholm     (Rønne),  og to år senere blev han gift med bager Stibolts datter,  Karen Marie.    Hun døde efter  to års ægteskab  kun 25 år gammel.  Markus Joachim giftede sig allerede otte måneder senere med Holgerine Christiane Sonne, datter af købmand Adolf Sonne fra Gudhjem. 

Landschoff havde fået en datter,  Dorthea Marie,  med sin første kone.  Hun var  kun  fem år,  da han rejste til Australien.  Med sin nye kone,  Holgerine,  havde han allerede en søn,  Markus Christian  på to år,  og i vuggen lå den lille Thora Elise. 

Men hverken forretning eller familie kunne holde Markus Joachim Landschoff tilbage.   Guldfeberen havde gebet ham,  og han måtte af sted!

Sammen med et par andre rønneboere afsejlede  Landschoff den 17. maj 1853 med det engelske fregatskib Carntyne og ankom til Melbourne, Australien, den 24. august.  I et fællesbrev tre dage efter ankomsten skriver de, at den næsten 5000 miles lange rejse var gået godt.  Kosten oversteg forventningerne,  når de 14 dage med surt vand undtages.   ’De tørre kiks faldt os noget drøjt at tære, med gled alligevel ned. For øvrigt fik vi ugentlig henkogt, fersk oksekød i lufttætte blikdåser, salt flæsk og kød, mel, risengryn, havregryn, tørrede malede kartofler, smør, ost, kaffe, the, sukker, sirup etc., hvoraf vi selv tillavede vor efter behag’.  

Et andet skib var samtidig ankommet til Melbourne, nemlig ’Wilhelmsbrug’  fra Hamburg,  med 99 danskere om bord, heraf ti bornholmere.  Landschoff fortæller i et brev,  hvordan det var gået dem på deres rejse: ’Kosten var meget mådelig og så knap, at de led sult.  Vandet var surt næsten på hele rejsen.  Kød, flæsk og smør aldeles grønt og bedærvet,  og kiksene var der gået orm i’.  De havde haft det så dårligt, at ’det var et Guds under, at der ikke var flere døde end tre voksne og fem børn’  og så godt som alle passagerer havde været syge af kopper,  mæslinger og andre sygdomme. 

Priserne på logi var skruet kraftigt i vejret, og derfor slog de tre rønneboer deres telte op uden for Melbourne.   

Landschoff og hans rejsevenner nævner i brevene til familien,  at der var store muligheder i guldlandet.  ’Her er i de sidste par måneder kommet over 20000 mennesker til,  og dog er der arbejde nok at få,  især daglejerarbejde til vejene,  En sådan arbejdsmand får for øjeblikket 4 à 6 rigsdaler om dagen.  Tømrere,  smede,  murere og snedkere er her stor mangel af; de får nu 13 à 15 rigsdaler om dagen.’ 

Selv om arbejdet således var godt betalt,  så var det guldet, der trak.   Af brevene fremgår det, at selv det højtbetalte daglejerarbejde blev droppet for at grave guld.

’Når regntiden om nogle uger ophører, vil alle gå til minerne, og ingen tager arbejde i byen for nogen som helst betaling’, hedder det begejstret i brevet. 

’Der er opdaget nye miner igen,  hvor der graves fra 50 til 100 fod  dybt, og hvor guldet findes i lutter store stykker.  Kort sagt,  Australien er et herligt land,  og efter hvad man hører af folk,   som selv har gjort deres lykke der, så er vore forhåbninger glimrende.  Med fem andre danskere tiltræder vi i morgen tidlig vor fodrejse til minerne  (25 danske mil) Gud skænke os lykken på rejsen!’ 

Landschoffs store forventninger gik ikke i opfyldelse.  Tværtimod blev de til dyrekøbte erfaringer.    Hans rejseven,  den unge købmand fra Rønne,  Poul Thranum,  døde knap ti måneder efter han havde forladt Bornholm. 

Under hvilke omstændigheder han døde,  vides ikke-  Men få uger før sin død skrev han hjem til sin kone.  Brevet giver et noget trøstesløst billede af guldgravernes forhold:

’Vil mine landsmænd til Australien for at være guldgravere, så råd dem for alting til at blive hjemme, de har intet her at bestille.  Alle minerne er uden undtagelse så omvæltede og opgravede,  at det er en sand lykke,  dersom man efter at have ryddet en dynge snavs på en alens højde af vejen fra overfladen,  kan finde en plet så stor, at man kan komme til at bore sig ned,  og når man så er kommet tre à fire fod ned, plumper man igennem, da der er undermineret med andre gamle huller,  som står fyldt med vand,  og et sekund efter står man selv i vand til midt på benene, og så er man færdig der’. 

Thranum fortæller,  at der er flere guldgravere, som har gravet mere end tyve huller fra otte til tyve fods dybde, uden at have tjent mere end føden og en ubetydelig smule penge. 

’Således er der i Ballerat sidste vinter gravet 600 kæmpehuller fra 100 til 400 fods dybde,  og deraf var der i de 560 huller ikke spor guld at finde’……..’De stakler satte følgelig alt det til, de ejede

Thranum skriver videre: ’Det er uomtvistelig sandt,  at alle vi omtrent 1000 danskere i Victoria-distriktet er kommet i det mindste halvandet år for silde herover,   og alle har vi fået en lang næse,  naturligvis i større eller mindre grad.’. 

Det fremgår af hans brev ,  at dygtige håndværkere har gode betingelser.  ’De gør det godt,  og også meget florerende,   således at en mand,  der blot har et eller to tusinde pund at begynde med,  i det mindste på ti år har formeret sin kapital til 200000 pund.’  

Landschoff er på linie med Thranum i sit brev: 

’Tro ikke,  gode venner,   at guld og rigdom ligger parat.  Nej, langtfra!   Hjemme og om bord på skibet gør man sig store,  ja alt for store forhåbninger.  Man drømmer sig allerede i minerne,  beskæftiget med at optage store guldstykker.  Man gør sig beregninger om, hvorledes man vil anvende sine penge og virke med dem,  når man kommer hjem.  Men alle disse glimrende forestillinger smelter hen til en forbavsende overraskelse af svært arbejde og såre lidet guld….’

Han fortæller,  at måske kun to ud af hundrede træffer på guld,  ’og den størstepart,  hvad man kalder uheldige,   får slet intet,  men taber deres penge så mange de har…’ 

’Det indre af landet har stor mangel på vand, og man kan gerne sige total mangel i sommertiden,   et savn der for guldgraveren er lige så føleligt som guldmangelen.  Dette gør også arbejdet i nye miner  meget vanskeligt,  da man ikke uden vand kan undersøge det guldholdige stof’

Efter et års ophold i Ballarat-minerne tilråder Landschoff enhver gift mand ’som sidder i nogenlunde sorgfri næringsvej’  at blive hjemme.

Landschoff blev i Australien i to år. I 1855 kom han tilbage til Bornholm og fortsatte sin forretning.  Kun rigere på erfaring…..