Min mor

Lotte mindes sin bedstemor

Lotte med sin bedstemor ved sommerhuset. Måske det eneste billede hvor min mor ses med et glas snaps.

Min bedstemor Karse

 

”Din bedstemor Karse” – således underskrev min farmor de mange breve hun sendte til mig og mine søskende.  Det var vigtigt for hende at anvende titlen ”bedstemor”, men vi tiltalte hende aldrig sådan, men derimod ”Karse”,  som nok ikke giver de samme bløde og hyggelig associationer som ordet bedstemor.  Jeg gætter på at hun som kvinde gerne ville pryde sig med denne titel og gøre den til sin. Men den trinde, småkage-bagende, ugeblads-læsende og lidt umoderne men elskede kvinde, som titlen kunne forbindes med, var i sandhed ikke min bedstemor!

Jeg tror på at hun vidste at vi elskede hende, men jeg kunne have undt hende at hun havde vidst hvor stor betydning hendes person har haft på mig, og hvor ofte vi taler om hende og er inspireret af hende.

Trind var hun ikke, for hun havde idealer om grov og grøn kost længe før det blev en anbefaling fra sundhedsstyrelsen. Hun introducerede med stor alvor begrebet ”De hvide gifte”  - salt og sukker  - som en  mærkesag, noget man burde være på vagt overfor, ja en lurende fare som ved for stort indtag ville afkorte livet hos den arme synder. Vi syntes det var morsomt, for sukker i de henkogte blommer og salt på den friskstegte fisk, virkede så dejligt og sommerligt og ikke spor giftigt!

Ugeblads-læsende var hun ikke – det mest løsslupne tidsskrift, der lå fremme i stuen var ”Samvirke” eller ”Folkeskolen”, ellers bestod læsning af gode bøger og den uundværlige Politiken, som hun forventede at kunne samtale om med mine forældre. Jeg forstår behovet for at tale om de store spørgsmål i livet og samfundet, men husker at min mor som fuldtidsarbejdende og mor til tre små børn, havde svært ved at finde samme tyngde og vigtighed i at forsætte debatten efter endt læsning, og derfor faktisk blev irriteret (Det kunne ses fra den anden side af spisebordet på en umiskendelig rødme og medfølgende tavshed) Så fik vi børn lov til at løbe ned og lege på klipperne sammen med børnene fra Årsdale – og vi gjorde det uden frygt for hvide gifte, hugorme eller andre farer.

Det var således vigtigt for hende, at såvel mad som åndelig føde var af en lødig karakter, og jeg tror at hun ville være sikker på at vi ved sommerens afslutning var mere fyldt op med lødighed end med krøllebølle is og Anders And blade.

Men mere moderne end hun selv og vi andre var klar over og afgjort elsket - det var og er hun. Hendes engagement og mange principper kan måske illustreres bedst ved at par anekdoter:

 

 ”Hjem udvalg til fru Jensen…”

Min søster og var begge i tyverne og holdt efterårsferie sammen på Bornholm. Vi havde talt os frem til at bo i sommerhuset på Balka for ikke at være til besvær officielt, men også for selv at sætte dagsordenen for vores ferie. Vi tog hver dag til Årsdale for at se til Karse, begge parter glædede sig til at ses, og da hun var begyndt at være svagelig, tror jeg egentlig at det var rart for hende at vi boede i sommerhuset.

Hendes svagelighed gjorde det muligt for os at vise hende den omsorg, som hun ellers ikke ville have hørt tale om. Hun holdt selvfølgelig fanen højt med hensyn til sundhed og skulle have nye fornuftige sko så min søster og jeg tog bussen til Nexø og fik i skobutikken udleveret tre par lyse, nøje udvalgte fodformede sko, som fik hjem i ”udvalg til Fru Jensen”.

Hun sad på en stol i stuen og lod os snøre skoene op, trække ud i dem, så hendes fod kunne glide ned uden så meget besvær. Selvom det ikke var nødvendigt, støttede vi hende så hun kom op at stå for at mærke om skoene var gode. Hun stod og svajede en anelse med os på hver sin side og gjorde op med sig selv hvilket par, der var bedst. Hun tog sig god tid, og det var så sjælden og skøn en følelse at få lov at hjælpe hende, at jeg ville ønske, jeg kunne opleve det igen.

En dag vi kom, var der ikke dækket og gjort klar til mad, men derimod var spisebordet dækket helt med bøger: ”Kend Din grundlov”, Knut Hamsuns ”Sult”, en biografi om Andersen Nexø, et bog om Bornholm under 2. verdenskrig  -  ”En ø i krig” og mange andre absolut lødige værker. Der havde været bogudsalg og her kunne man få bragt bøger ud og således dele ud, for det var meningen – vi skulle vælge på skift til bordet var tomt, så det gjorde vi.

 Jeg husker at bogen om grundloven føltes tung, selvom det var en lille uindbunden en af slagsen (på trods af det ædle indhold) En ordveksling fra min teen-age tid som jeg vist ikke skulle have hørt, dukkede op. ”Lotte er ikke litterær”.  Forståelige tanker eftersom jeg på det tidspunkt kunne have ”Lady Chatterleys elsker” eller prosa af Lola Baidel liggende på natbordet eller måske bare min walkman…

Efter bogudsalget på spisebordet og aftensmad tog vi bussen tilbage til Nexø og traskede det sidste stykke over lyngen for at føle os i pagt med naturen og i slægt med tidligere generationer. Det virkede efter hensigten rent følelsesmæssigt, men det var upraktisk da vi ikke have taget den manglende gadebelysning på Balkalyngen i betragtning. Stofposerne fyldt med hyldebærsaft og andet god og sund proviant og sikkert et par af de opbyggelige bøger har sikkert også vejet godt til, og jeg har også et minde om en flaske hyldesaft, der løb ud i posen, men det skulle nu ikke ødelægge de to søstres historiske vandring i skumringen! (Bussen en time tidligere havde måske lettet projektet lidt)

Da vi den sidste aften skulle ned mod bussen, stod Karse som altid på trappestenen og vinkede og havde sagt ”på gensyn” - hun insisterede på netop den vending. Vi så hende stå der, lidt ned i knæ for at kunne se os når vi gik ned under naboens træer for at skyde genvej ned til landevejen. Hun blev stående og vinkede, og det vidste vi, og vi kunne nå at vende os om mange gange og se hende og vide,  at om lidt ville hun gå ind i stuen og rydde og efter mad, lægge bøger på plads og lige røre ved de nye lyse sko der stadig lå i æsken.

 

Gå ikke på gaden efter  jord –  eller ”kærlighed i en pakke”

Efter alligevel ikke at være endt i ”restgruppen”  - en betegnelse for den del af en ungdomsårgang som aldrig fik en uddannelse og som jeg var potentielt i fare for at havne i ifølge Karse – var jeg startet på Jordemoderskolen i København og var godt i gang med eksaminer og praktikophold. Hendes frygt for at jeg skulle henslæbe tilværelsen i en restgrupppe blev skabt, tror jeg, da jeg droppede ud af universitetet. Jeg  blev overbevist om at der MÅTTE være mere liv på kloden end det jeg oplevede under lektionerne i teoretisk grammatik, som jeg halvhjertet forsøgte at følge. Jeg var vitterlig i tvivl om hvad jeg skulle uddanne mig til, og nu var min titel altså ændret fra ”stud. mag” til ”jordemoderelev” – begge dele fremgik af de forsendelser, Karse var så flittig til at sende.

Det var herligt at finde en pakke i forhallen på kollegiet i et af de  420 dueslag , og en dag fik jeg en tung pakke, som jeg med stor spænding lukkede op da jeg var kommet op på mit værelse.

Den indeholdt flere interessante ting, der nok kunne forsøde tilværelsen: Et stykke røget laks, et kærligt brev med en check (som vist blev formøblet til en smuk kjole fra Østerbrogade) og så det lidt mere sjældne: Kaktusser – forsvarligt indkapslet i store plastbøtter med skruelåg som havde været brugt til nescafè.  Nederst i kassen lå der nogle poser som vejede godt til, så jeg var spændt på indholdet: Ud af poserne vældede årsdalegrus – de fineste gyldne sten fra kysten lige nedenfor deres hus. Forklaring fulgte i brevet: ”Jeg sender dig også noget grus, du kan plante kaktusserne i, så slipper du for at gå på gaden og købe jord, for jeg ved jo at du snart skal til eksamen og sikkert skal bruge al din tid på læsning. De kærligste hilsner din bedstemor Karse”

 

Således beriget med goder fra mit elskede Bornholm, er jeg sikker på at min eksamenslæsning gik godt.

Karse fulgte med i vores ve og vel hele sit liv og heldigvis kan jeg med god samvittighed sige at jeg ringede til hende ofte.  5649 6 12 6. Hendes telefonnummer, som jeg også efter hendes død tit havde lyst til at trykke og lige høre hendes stemme igen.

Min mor ringede for at fortælle mig at hun var død i slutningen af april måned 1999. Jeg husker at jeg stod på 1.salen i mit lille hus og fik øje på de gule og røde tulipaner mens jeg talte med min mor. Synet af de røde og gule tulipaner printede sig i mit hjerte og mit hjerte ville ikke stoppe med at vride sig ved meddelelsen om at hun ikke længere var i live.  I live er hun stadig i en vis forstand – hendes engagement i livet og i vores liv og hendes ønske om at sætte en aftryk på fremtiden er så sandelig lykkedes.

 

Min mors første 18 år 1910 til 1928

1910. Fire generationer. Den lille Karen med sin mor (Valborg). sin mormor (Olivia) og sin oldemor (Holgerine).
Lille Karen med sin far og mor

Min mor, Karen Kofoed,   blev født 30. januar 1910 på Tvillingsgård i Vestermarie sogn. Hun var Valborgs og Peters førstefødte.  Peter styrede med hård hånd arbejdet på gården,  og Valborg tog sig af hus & have og var den blide og empatiske.   Min mor  skrev langt senere i et brev: "Det var et meget hårdt og uligevægtigt ægteskab for min stakkels mor,  og et meget utrygt hjem. " 

Ester blev født 1911 og Inger i 1917.  . 

Mor fik børnelammelse  (polio)  som knap 10 –årig.  I de år var der flere polio-epidemier.   Polio er en børnesygdom,  der er særdeles smittefarlig,  og den kan bl.a. medføre livsvarige lammelser i leddene.  Den lille Karen blev isoleret i en stue på gården i flere måneder,  og familien hyrede en sygeplejerske til at tage sig af hende.  Men hun kom sig,  og eneste mén af sygdommen var en let trækken på det ene ben. Ikke noget man kunne kalde et stort handicap. 

 

Gyngehesten. Lavet til min mormor, Valborg, i 1880'erne. Slidt senere af min mor, af mig, af Lotte/Lars/Line og senest af Jens/Klara/Per/Niels-Peter og Benedicte. Jeg er sikker på, at hesten har nydt at give ungerne fra alle fire generationer nogle dejlige rideture.
Ca 1917 Karen med søster Ester
Mor med sin seks år yngre søster, Inger. Billedet er fra Tvillingsgård
Mor med sine søstre. Ester til venstre, den seks år yngre Inger til højre
Mor med lokale veninder. 1925 til 1926
Mor som realist 1926. Elever fra hele Sydbornholm. De få udvalgte. Mor sidder i første række nr. 2 fra venstre

Min mor kom på Åkirkeby realskole,  måske på grund af sit lille handicap.  Men heldigt for hende,  for dengang var realskole  og gymnasium forbeholdt de få.  Men mor var seriøs og arbejdede flittigt.  

Med en god realeksamen i ryggen blev hun optaget på den sproglige linie på Rønne Statsskole. Jernbanen passerede lige forbi gården,  og Tvillingsgård havde endda "sit eget" trinbæt,  så hun kunne godt være kommet i skole med tog hver dag,  men familien valgte at lade hende bo  hos sin farfar og farmor,  Janus og Anine  Kofoed,  tidligere Engegård i Nylars,  men nu aldersrentenydere (pensionister) i Rønne.   Her fik hun god og nærende mad og blev holdt til!    

Min mors dansklærer på gymnasiet var frk. Ellen Noack.  Da min mor for første gang åbnede munden i dansktimen,  gav frk Noack hende utvetydigt besked på straks "at aflægge vanen med at tale bornholmsk".  Hun anså det for et handicap ikke at kunne tale korrekt rigsdansk. Lidt paradoksalt,  for samme frk Noack var en stor kender af bornholmsk og skrev endda en lærd afhandling om "Bornholmskens stilling blandt de nordiske sprog", en pamflet som jeg har arvet efter min mor.    Mor så meget op til frk Noack,   og jeg er sikker på at det er grunden til at hun og min far talte rigsdansk til os børn,  men bornholmsk indbyrdes.  

Ellen Noack in memoriam. Fra Bornholms Tidende 1973.
Mors gamle latinbog: "Karen Kofoed 1.g nsp"

Mor sugede til sig af al den lærdom, de kloge lektorer diskede op med. Hun holdt allermest af at lære sprog. I latinundervisningen i 1. g brugte man Kristian Mikkelsens "Latinsk Læsebog for Mellemskolen", femte udgave 1921.  Bogen beholdt min mor,  og som pensionst lod hun den indbinde så fint,  for nu ville hun repetere latin!  Vi brugte selvsamme bog i 4. mellem 1958.    Nu står mors eksemplar  i min sprogreol,  og jeg har endda brugt den,  da jeg nogle måneder havde et mindre "latinflip". 

De sproglige studenter fra 1928. Mor i bageste række nr tre fra højre. Den unge dame i bageste række nr to fra venstre er Edith, senere Rassing, mors veninde gennem hele livet. Hun var min engelsk- og sanglærer på Østre skole nogle år. MEGET dygtig lærer var hun. Ledede gennem mange år øens bedste skolekor. Senere blev hun skoleinspektørfrue i Østermarie. Som meget ældre og enke blev hun rigtig god ven med en af anden af mine forældres venner, nemlig Knud Friberg, tidl. Knudsker skole, hvis kone Edna var en god veninde til mine forældre, også før hun blev til fru Friberg. Deres datter, Helle, bor nu på Bornholm. En af de andre piger er Lisbeth Hjorth, den senere kendte keramiker, gift med forfatteren Gustav Munch-Petersen, og senere med maleren Paul Høm.
To nybagte studenter 1928 på vippen ved Ekkodalshuset. Mor har foreviget de to veninder på vippen, højt til vejrs Anne Marie Kofoed og på jorden Edith Rassing. Anne Marie var fjern slægtning til min mor (se under "Køllergård") og hele familiens veninde og "tante" gennem hele livet. Mere om hende længere nede.
1928. Blandet selskab af forældre, onkler, tanter, fætre, kusiner. Det er mor bagest til højre, og foran hende hendes mor, Valborg.
Mor med kusiner på stranden Ca 1927