Lotte med sin bedstemor ved sommerhuset. Måske det eneste billede hvor min mor ses med et glas snaps.
Min bedstemor Karse
”Din bedstemor Karse” – således underskrev min farmor de mange breve hun sendte til mig og mine søskende. Det var vigtigt for hende at anvende titlen ”bedstemor”,
men vi tiltalte hende aldrig sådan, men derimod ”Karse”, som nok ikke giver de samme bløde og hyggelig associationer som ordet bedstemor. Jeg gætter på at hun som kvinde gerne ville pryde sig med denne titel
og gøre den til sin. Men den trinde, småkage-bagende, ugeblads-læsende og lidt umoderne men elskede kvinde, som titlen kunne forbindes med, var i sandhed ikke min bedstemor!
Jeg tror på at hun vidste at vi elskede hende,
men jeg kunne have undt hende at hun havde vidst hvor stor betydning hendes person har haft på mig, og hvor ofte vi taler om hende og er inspireret af hende.
Trind var hun ikke, for hun havde idealer om grov og grøn kost længe før
det blev en anbefaling fra sundhedsstyrelsen. Hun introducerede med stor alvor begrebet ”De hvide gifte” - salt og sukker - som en mærkesag, noget man burde være på vagt overfor, ja en lurende fare som ved for
stort indtag ville afkorte livet hos den arme synder. Vi syntes det var morsomt, for sukker i de henkogte blommer og salt på den friskstegte fisk, virkede så dejligt og sommerligt og ikke spor giftigt!
Ugeblads-læsende var hun ikke
– det mest løsslupne tidsskrift, der lå fremme i stuen var ”Samvirke” eller ”Folkeskolen”, ellers bestod læsning af gode bøger og den uundværlige Politiken, som hun forventede at kunne samtale om
med mine forældre. Jeg forstår behovet for at tale om de store spørgsmål i livet og samfundet, men husker at min mor som fuldtidsarbejdende og mor til tre små børn, havde svært ved at finde samme tyngde og vigtighed
i at forsætte debatten efter endt læsning, og derfor faktisk blev irriteret (Det kunne ses fra den anden side af spisebordet på en umiskendelig rødme og medfølgende tavshed) Så fik vi børn lov til at løbe
ned og lege på klipperne sammen med børnene fra Årsdale – og vi gjorde det uden frygt for hvide gifte, hugorme eller andre farer.
Det var således vigtigt for hende, at såvel mad som åndelig føde var
af en lødig karakter, og jeg tror at hun ville være sikker på at vi ved sommerens afslutning var mere fyldt op med lødighed end med krøllebølle is og Anders And blade.
Men mere moderne end hun selv og vi andre
var klar over og afgjort elsket - det var og er hun. Hendes engagement og mange principper kan måske illustreres bedst ved at par anekdoter:
”Hjem udvalg til fru Jensen…”
Min søster og var begge i tyverne og holdt efterårsferie sammen på Bornholm. Vi havde talt os frem til at bo i sommerhuset på Balka for ikke at være til besvær officielt, men også for selv at sætte dagsordenen
for vores ferie. Vi tog hver dag til Årsdale for at se til Karse, begge parter glædede sig til at ses, og da hun var begyndt at være svagelig, tror jeg egentlig at det var rart for hende at vi boede i sommerhuset.
Hendes svagelighed
gjorde det muligt for os at vise hende den omsorg, som hun ellers ikke ville have hørt tale om. Hun holdt selvfølgelig fanen højt med hensyn til sundhed og skulle have nye fornuftige sko så min søster og jeg tog bussen til
Nexø og fik i skobutikken udleveret tre par lyse, nøje udvalgte fodformede sko, som fik hjem i ”udvalg til Fru Jensen”.
Hun sad på en stol i stuen og lod os snøre skoene op, trække ud i dem, så hendes
fod kunne glide ned uden så meget besvær. Selvom det ikke var nødvendigt, støttede vi hende så hun kom op at stå for at mærke om skoene var gode. Hun stod og svajede en anelse med os på hver sin side og gjorde
op med sig selv hvilket par, der var bedst. Hun tog sig god tid, og det var så sjælden og skøn en følelse at få lov at hjælpe hende, at jeg ville ønske, jeg kunne opleve det igen.
En dag vi kom, var der ikke
dækket og gjort klar til mad, men derimod var spisebordet dækket helt med bøger: ”Kend Din grundlov”, Knut Hamsuns ”Sult”, en biografi om Andersen Nexø, et bog om Bornholm under 2. verdenskrig - ”En
ø i krig” og mange andre absolut lødige værker. Der havde været bogudsalg og her kunne man få bragt bøger ud og således dele ud, for det var meningen – vi skulle vælge på skift til bordet
var tomt, så det gjorde vi.
Jeg husker at bogen om grundloven føltes tung, selvom det var en lille uindbunden en af slagsen (på trods af det ædle indhold) En ordveksling fra min teen-age tid som jeg vist ikke skulle have
hørt, dukkede op. ”Lotte er ikke litterær”. Forståelige tanker eftersom jeg på det tidspunkt kunne have ”Lady Chatterleys elsker” eller prosa af Lola Baidel liggende på natbordet eller måske
bare min walkman…
Efter bogudsalget på spisebordet og aftensmad tog vi bussen tilbage til Nexø og traskede det sidste stykke over lyngen for at føle os i pagt med naturen og i slægt med tidligere generationer. Det virkede
efter hensigten rent følelsesmæssigt, men det var upraktisk da vi ikke have taget den manglende gadebelysning på Balkalyngen i betragtning. Stofposerne fyldt med hyldebærsaft og andet god og sund proviant og sikkert et par af de opbyggelige
bøger har sikkert også vejet godt til, og jeg har også et minde om en flaske hyldesaft, der løb ud i posen, men det skulle nu ikke ødelægge de to søstres historiske vandring i skumringen! (Bussen en time tidligere
havde måske lettet projektet lidt)
Da vi den sidste aften skulle ned mod bussen, stod Karse som altid på trappestenen og vinkede og havde sagt ”på gensyn” - hun insisterede på netop den vending. Vi så hende
stå der, lidt ned i knæ for at kunne se os når vi gik ned under naboens træer for at skyde genvej ned til landevejen. Hun blev stående og vinkede, og det vidste vi, og vi kunne nå at vende os om mange gange og se hende og
vide, at om lidt ville hun gå ind i stuen og rydde og efter mad, lægge bøger på plads og lige røre ved de nye lyse sko der stadig lå i æsken.
Gå ikke på gaden efter
jord – eller ”kærlighed i en pakke”
Efter alligevel ikke at være endt i ”restgruppen” - en betegnelse for den del af en ungdomsårgang som aldrig fik en uddannelse
og som jeg var potentielt i fare for at havne i ifølge Karse – var jeg startet på Jordemoderskolen i København og var godt i gang med eksaminer og praktikophold. Hendes frygt for at jeg skulle henslæbe tilværelsen i en
restgrupppe blev skabt, tror jeg, da jeg droppede ud af universitetet. Jeg blev overbevist om at der MÅTTE være mere liv på kloden end det jeg oplevede under lektionerne i teoretisk grammatik, som jeg halvhjertet forsøgte at
følge. Jeg var vitterlig i tvivl om hvad jeg skulle uddanne mig til, og nu var min titel altså ændret fra ”stud. mag” til ”jordemoderelev” – begge dele fremgik af de forsendelser, Karse var så flittig
til at sende.
Det var herligt at finde en pakke i forhallen på kollegiet i et af de 420 dueslag , og en dag fik jeg en tung pakke, som jeg med stor spænding lukkede op da jeg var kommet op på mit værelse.
Den indeholdt
flere interessante ting, der nok kunne forsøde tilværelsen: Et stykke røget laks, et kærligt brev med en check (som vist blev formøblet til en smuk kjole fra Østerbrogade) og så det lidt mere sjældne: Kaktusser
– forsvarligt indkapslet i store plastbøtter med skruelåg som havde været brugt til nescafè. Nederst i kassen lå der nogle poser som vejede godt til, så jeg var spændt på indholdet: Ud af poserne
vældede årsdalegrus – de fineste gyldne sten fra kysten lige nedenfor deres hus. Forklaring fulgte i brevet: ”Jeg sender dig også noget grus, du kan plante kaktusserne i, så slipper du for at gå på gaden og købe
jord, for jeg ved jo at du snart skal til eksamen og sikkert skal bruge al din tid på læsning. De kærligste hilsner din bedstemor Karse”
Således beriget med goder fra mit elskede Bornholm, er jeg sikker på
at min eksamenslæsning gik godt.
Karse fulgte med i vores ve og vel hele sit liv og heldigvis kan jeg med god samvittighed sige at jeg ringede til hende ofte. 5649 6 12 6. Hendes telefonnummer, som jeg også efter hendes død
tit havde lyst til at trykke og lige høre hendes stemme igen.
Min mor ringede for at fortælle mig at hun var død i slutningen af april måned 1999. Jeg husker at jeg stod på 1.salen i mit lille hus og fik øje på
de gule og røde tulipaner mens jeg talte med min mor. Synet af de røde og gule tulipaner printede sig i mit hjerte og mit hjerte ville ikke stoppe med at vride sig ved meddelelsen om at hun ikke længere var i live. I live er hun stadig
i en vis forstand – hendes engagement i livet og i vores liv og hendes ønske om at sætte en aftryk på fremtiden er så sandelig lykkedes.