Landbruget på Bornholm adskiller sig i sin historiske udvikling på mange punkter fra det øvrige land.
Her var ingen herregårde. Bebyggelsen er desuden karakteriseret ved, at der ikke fandtes egentlige
landsbyer, idet gårdene - der fra gammel tid dele sig op i flere kategorier som fv selvejergårde, vornedegårde, præste/degnegårde samt proprietærgårde - ligger spredt, dog ofte i
strøg eller rækker, som da undertiden har fælles navn. (Fx selvjergårdene 1 og 2 i Nylars: Engegård)
Inden for hvert sogn er selvejergårdene og vornedegårdene
nummereret i hver sin række, fx 1., 2. 3. selvejergård (fx 1. selvejergård Engegård og 2. selvejergård Engegård i Nylars, begge gårde i 1662 ejet af Hans Nielsen, hvis søn
dog i 1670 sælger 1. selvejergård fra til sin bror, og 2. selvejergård fortsætter i slægtens eje i lige linie.)
Selvejergårdene, hvis nummerering første gang anvendes i 1616, ligger i hvert sogn
efter deres nummerorden begyndende fra nordsiden af sognet, ned langs østsiden, sydsiden og op langs vestsiden.
Af stor betydning for bondestandens sociale stilling var en forordning, der er omtalt allerede i 1572 omhandlende
selvejergårdenes arveforhold.
Gården skulle gå i arv til den yngste søn, "gårddrønten", men derimod til den ældste datter, "gårapibel", hvis der kun var døtre.
Vedtægten tilstræbte at modvirke arvedelinger. Det er et ejendommeligt forhold, der har fundet mange forklaringer, men ingen sikker og entydig.
(Oplysningerne er hentet i Trap Danmark)