Moster Esther

Esther Kofoed blev født 31. december 1911 på Tvillingsgård i Vestermarie.   Hendes far var Peter Kofoed,  født på Engegård,  og Valborg Kofoed,   født Landschoff,  fra Kjærgård i Vestermarie.

Hendes storesøster Karen er født 1910  og lillesøster Inger blev født 1917.

Esther interesserede sig fra barndommen for landbrug.Hun blev opdraget som landmand,kunne det hele: pløje, harve, køre, ride. Hun interesserede sig mest for heste, som hun præsenterede på dyrskuet..

Esther spillede med stor fornøjelse dilettant i Nylars.   Men hun havde også andre kreative evner:   Hun kunne synge! 

Valborg skriver i et brev til sin søster, Karen,  den navnkundige oversygeplejerske i Århus,  om hvem man sagde at det var hende der styrede Århus Kommunehospital.   Læs mere om moster Karen andetsteds på denne hjemmeside. 

"18. december.   Jeg er alene hjemme. Esther er til Sang i Aakirkeby - det er et Kor der bliver ledet af Skoleinspektør Petersen.  Esther har fået mange Henvendelser om at synge med, der er en Del hun kender, men Esther har bare ment at hun ikke sang godt nok - men nu fik de hende overtalt til at være med og hun synes det er morsomt. Naa ja det er mest salmer.  Derfor er jeg ene hjemme i aften. "

Efter sin fars død i 1942 drev hun gården videre sammen med sin mor, hvor de flyttede til en mindre ejendom, Granly, som lå lige i nabolaget.

Livet på Tvillingsgård og Granly er bredere fortalt andre steder på denne hjemmeside.

Dagbladet Bornholmeren  interviewede Esther i anledning af de 80 år.    Her er udpluk fra artiklen:

Med et lunt smil byder Esther Kofoed mig komme indenfor,  hvor hun byder på småkager og cerutter.

’Vil du ikke ha’  en Monaco ?,   siger Esther forundret og erklærer,  at hun har røget dem så længe,  hun har kunnet.  (…)

’Ja, jeg er jo født på Tvillingsgård.  Mor og far fik aldrig nogen søn,  men så havde de heldigvis mig’,  griner Esther. ’Og jeg elsker arbejdet på landet.  På gården havde vi heste, grise, køer,  høns, katte og hund,  og jeg hjalp til med dyrene, allerede mens jeg gik på Smørenge skole og Åkirkeby realskole.  Efter konfirmationen var det slut med skole for mit vedkommende.  

Min søster Karen fortsatte med det boglige,  men det havde jeg hverken tid eller lyst til.  Gården skulle passes, ikke!  Efter min fars død,  hvor jeg var 31 år,  blev jeg bestyrer af gården for mor.  Vi havde en fodermester og en karl ansat,  men det var mig,  der stod for pløjning af jorden med heste.   Traktor havde vi jo ikke dengang, jeg var ung’

Esther fortsætter:  ’Tvillingsgård var selvforsynende.   Når kornet var høstet,  kørte jeg til Valsemøllen i min lille enspændervogn og fik det malet.   Så tilbage og bage brød osv.’

’Se, det var gode tider’, mindes Esther.  ’Men på et tidspunkt solgte vi gården,  fordi den var for stor,  og købte en mindre.   Der boede jeg så sammen med min mor,  vores køer og Tulle Granly i mange ligeledes gode år’.
 

’Hvem er Tulle ?’ spørger jeg uvidende.

’Hendes burde du kende!  Hun er en pragtfuld hest,  som vi selv havde opdrættet.  Alle tiders Frederiksborg-hoppe.  Se blot dér’, siger Esther og peger på tre ærespræmier og førstepræmier, der hænger på væggen.  ’Dem har Tulle skaffet mig på dyrskue’. 

Vi kigger os lidt mere omkring i Esthers hyggelige værelse,  der vidner om et helt langt liv fuld af aktiviteter.  Hvem er så det?  spørger jeg på ny og henviser til et billede fuldt af ensklædte unge piger.

’Åh, ja, jeg var også på højskole nogle måneder for at møde veninder’,  fortæller Esther,  der er kendt og afholdt af mange for sit ligefremme væsen.   .

Hendes festlige 80 års fødselsdag, som blev holdt på plejehjemmet for nylig, trak fuldt hus. Fødselsdagstalerne handlede mest om Esthers evige svar på rede hånd.  Blandt andet afsløredes det,  at hun på et tidspunkt havde sendt en pakke chokolade tilbage til fabrikken med ’smag selv!’  som eneste kommentar til returneringen.  

Levende bornholmsk musik var der selvfølgelig også til ære for Esther, der elsker de gamle bornholmske viser og kan dem udenad.  ’Gamla toza, læver du endnu ?’   Ja, det gør hun da,  i allerhøjeste grad.

(…)   ’Så længe man vil, kan man,  og jeg vil!  bedyrer Esther.

Var overgangen fra et liv på landet til et liv på plejehjem ikke svær!   vil jeg vide.   (…)   ’At bo på et lille værelse er selvfølgelig ikke det samme som at bo på en stor gård’   indrømmer Esther. ’Det er for eksempel ikke muligt at have Tulle her’,  siger hun og kigger undersøgende på altanen.   ’Men til gengæld har jeg søde beboere og personale omkring mig hele tiden.   Det nytter jo ikke noget at tænke på at sætte kartofler,  når man bor på Åbo, vel!  Til gengæld nyder jeg at få sovs,  kartofler og god mad serveret hver dag’,  bekender Esther og sætter fut på en ny cerut.

’Den første morgen på Åbo følte jeg nok,   at jeg ikke havde noget at vågne op til. Ingen køer,  der ventede på at blive malket. ’   (…)

Til sidst vil jeg lige vide, om Esther nogen sinde savner landmands-luften ?

’Mit liv var min mor og gården,  men selv om de nu er væk, er der noget nyt at stå op til om morgenen,’  slutter den 80-årige Esther Kofoed med cerut i mnden og et skævt smil.  

Unge som ældre  - af et livstykke som Esther Kofoed kan vi vist alle lære noget!  

Fra onkel Vagns tale til Esther på 80-årsdagen:

Esther har en egenskab,  som jeg sætter stor pris på.  I husker alle,  at da Luther var indkaldt til Worms,  hvor hans modstandere ville have ham til at tilbagekalde,  hvad han havde sagt og skrevet,   havde han et enkelt og særdeles tydeligt svar at give,  idet han sagde: Her står jeg

Nu har jeg aldrig hørt Esther sige:  Her står jeg.   Men hun har til gengæld stået, hun står og vil stå.   Uden vaklen.   Denne faste, præcise holdning medfører,  at vi altid ved,  hvor vi har Esther.  Der hvor Esther står,  der står hun.  At man ved det,  giver tryghed.  Hun har ikke behov for at tage tøj på, som ikke passer hende,  hun har ingen vendekåbe,  hun har ikke  behov for at skabe sig,  hun har nemlig vidst at være sig selv uden noget kunstigt påhæng.  Esther står, hvor hun står,  og hvis hun går,   går hun den lige vej.  Det er en god egenskab,  en egenskab,   som jeg sætter megen pris på.   En sjælden egenskab.  Jeg vil ønsker Esther tillykke med den.