Dreng i Rønne i 50'erne

Aktiv i modstandskampen

Jeg boede de første år af mit liv i Nellikegade, ikke langt fra Store Torv. Huset er nu revet ned,  uden at nogen har taget initiativ til at opsætte en mindeplade:  'Her fødtes i 1943….' Se billede af huset nederst på siden.  Jeg var allerede som to-årig i besiddelse af det rette nationale sindelag og deltog sammen med min far aktivt i modstandskampen.  Far gik nemlig med illegale blade, som han smart gemte under madrassen i barnevognen,  og der lå jeg og passede godt på dem.  Det hændte, at min far hilste på folk undervejs, og engang spurgte far mig så: Niels,  overgiver vi os ?   -  Med høj, klar røst svarede jeg ’Nej’.

 

Rønne bombet maj 1945

Men i maj 1945 blev vi alligevel bombet, nemlig af russerne. Det første angreb kom uvarslet. Det var rettet mod de tyske skibe, der lå i havnen, men dengang ramte man ikke så præcist. Far var i skole, men mor og jeg gemte os under en trappe. Det må have været skrækkeligt for min mor at sidde der med sin førstefødte, mens det buldrede og bragede rundt omkring. Mindre end 100 m fra os, ovre i Damgade, fik et hus en fuldtræffer, og alle beboere blev dræbt. Min kloge kone mener, at den angst for lyn & torden hun mener jeg lider af(ikke noget at tale om!!), skyldes oplevelsen hin 7. maj 1945.

Russerne varslede, at de ville bombe Rønne og Nexø dagen efter. Alle byens indbyggere forlod selvfølgelig byen. Vi begav os, efter sigende på cykel, ud til mormor og moster Ester på Villa Granly, lige vest for Åkirkeby, op ad landevejen mod Hasle, lige forbi jernbanen og det lille trinbræt ved navn Tvillingsgård. Her på deres lille avlsbrugerejendom, som det hed dengang, boede vi trygt og godt i en periode. Min moster og onkel var også dukket op, hun højgravid. Og dagen efter kom min lille fætter, Bjørn,  til verden.

Far og jeg læser Politiken.

LIllesøster Bodil og jeg i Ny Østergade, hvor vi boede et par år, 1947 og 1948. Det var i nr 5 eller 7.

I skole

Jeg kom i skole som 6 årig.   Vi skulle gå på Vestre skole,  som lå sådan cirka på Nettos parkeringsplads ved Store Torv.   Vi boede dengang på Borgmester Nielsensvej,  så der var langt at gå,  og man blev altså ikke kørt i bil til skole.  Vi var et helt slæng fra vejen der fulgtes ad.  I spidsen gik Mogens,  som jeg gik i klasse med lige fra første klasse  til realklassen.  Mogens var et år ældre og satte en god fart med sine lange ben, mens vi små ællinger kom trippende efter.   Vi tilhørte de store krigs-årgange,    der var mange parallelklasser,  nogle år fra a til f.  

 

Dengang var der råd til at give skolebørnene mange dansktimer.   Skrivning foregik efter Herman Larsens røde skrivebøger,  og der gik mange timer med at øve op- og nedstreger i de forskellige bogstaver.   Man kan måske så undre sig over, at ens voksenhåndskrift ser ud som den gør.  

 

Vestre skole 1 c - 1949

Bagest fra venstre:   Fritz, Bobby, Tommy Lundt, Holger ?,  Svend, Mogens Reimick, John Erik, Børge,  klasselærer Munch.

2. række fra venstre:   ?, John Såbye, Niels Kofoed Jensen, Mogens Lau, Søren Henriksen, Noomi, Karen Olesen, Bente, Grete Larsen.

1. række fra venstre:  Lene, Alice Olsen, Anni ?, Jette Westh, Anne Grete, Henny, Elna, Lita, Inge, Birgit.

Østre skole

Siden kom vi til Østre skole,som lå lige over for vores nye hus på Svanekevej. Det betød at man kunne vente med at løbe i skole,til klokken var ½ min i otte. Men det var farligt, for gårdvagten stod på lur.Engang i 1956 lykkedes det mig dog et par gange at smutte hjem i det store frikvarter for at høre radio direkte fra Melbourne,hvor der var Olympiske lege.

Herom skiver onkel Vagn i sin sang til min konfirmation:

Når skoleklokken mandag morgen slår sit første slag
så smider Niels avisen bort og løfter på sin bag,
han griber skoletasken, trykker speederen i bund
og når som altid skolens port i allersidste stund,
er man spejder - er man spejder
kan man klare alle sager ohne weiter.


De fleste lærere var i orden. Vi fik en faglig god undervisning, men i de små klasser blev der gjort stor forskel på eleverne. I geografi havde vi en meget gammel frøken. De gode fik alle ug i karakterbogen, de dårlige fik tg. Til de dårlige hørte åbenbart Bobby, der ud over verbale ydmygelser (jeg husker endnu hendes: ’Kanj du dy daj, Bobbas’) også måtte døje med hyppige korporlige afstraffelser.

Vi boede lige uden for billedet - til venstre for tårnet. Hovedindgangen var mellem de to bygninger

Østre skole 1954, 5.c

Bagest fra venstre:  Holger ?,  Verner, Fritz, Niels,  John Såbye, Børge, John Erik, Svend, Tommy Lundt, Bobby.

2. række fra venstre:   Karen Olesen, Beth, Noomi, Bente,  Søren Henriksen, Kjeld, Mogens Lau, Jette Westh, Sonja, Irene.

1. række fra venstre:  Henny, Anne Grete, Lene, Birgit, Elna, Lita, Illona, Grete Larsen, Alice Olsen, Inge.  

Her er Sporten

I de små klasser bestod gymnastiktimerne i at blive kommanderet rundt i gymnastiksalen og hoppe i takt. Det brød jeg mig ikke om, og stå på hænder kunne jeg slet ikke. Men senere fik jeg smag for atletik, og i avisen læste jeg om Gunnar Nielsen, der var en af de første i verden der løb drømmemilen, det er én engelsk mil (1609 m) på under fire minutter,  og Knud Lundberg skrev i 1955 en fremtidsroman,der hed Det olympiske håb,om OL-finalen i 800 m løb i 1996. Jeg kom med i Viking atletik, og købte også en lang bambus-stang, og hjemme i haven lærte jeg mig at springe over en tøjsnor der hang mere end 2 m oppe. Senere blev jeg endda bornholmsmester i 400 m løb, men niveauet i bornholmsk atletik var mildest talt ikke højt dengang….

Stangspringtræning hjemme i haven

Gang i frikvartererne

På billedet fra Østre skole (nedenunder) kan man se en klasse pænt linet op på række.  Og man fik ikke lov til at gå ind efter frikvarteret, før man stod helt stille to og to.  I frikvartererne var der måske omkring 800 elever i samme skolegård,  helt uden legeredskaber. 

Det er ikke så sært,  at der med mellemrum opstod slåskampe.  De samlede øjeblikkelig et kæmpe publikum, der stod ’tæt i ring’ og råbte ’heja, heja’.   Løjerne sluttede dog efter kort tid, når gårdvagten dukkede op og med raske skridt og løse arme banede sig vej ind mod midten og tildelte slagsbrødrene et par velvalgte lussinger eller slæbte dem med til nærmere afstraffelse.  

Man sagde,  at skoleinspektøren havde et spanskrør stående på sit kontor,  men jeg har ikke selv hverken set det eller på anden vis stiftet nærmere bekendtskab med det.  Alle var bange for ham.  Han var tysklærer.   Og fra Vestjylland.   Men ’bag det barske ydre bankede der sikkert et varmt hjerte´.   

Bodil,  Bjørn og jeg legede somme tider med hans datter, Astrid.    Engang -  det har været i en sommerferie -   legede vi i deres have,   og han dukkede minsandten op og ville vise os, hvordan man kunne stå på hovedet.   Under udøvelse af den kunst slap han en kraftig vind,  hvorpå han sagde:  ’Hov, der revnede mine bukser vist’.  Mine forældre besøgte ham mange år senere i Odense,  hvortil de var flyttet,  da de var gået på pension,   og der var galskaben helt forsvundet.   

Rigtige skoledrenge vælger lussinger

Jeg havde været en forholdsvis artig dreng i skolen indtil 3. mellem, der svarer til 8.klasse.   Her boblede hormonerne ,  og det gav sig bl.a. udslag i lidt  faldende karakterer og to stk. afstraffelser.  
Den første:  Rundt om de store træer i skolegården var der en bænk. Vi var nogle stykker fra klassen, der morede os med at fange nogle små 4. klasser og holde dem nede mellem bænken og træet, så de ikke kunne komme op.  De sladrede selvfølgelig til deres lærer,  og vi blev kaldt op i hans klasse, stillet på række, måtte tilstå forbrydelsen og blev stillet over for et valg,  der ikke var så usædvanligt dengang:  En eftersidning eller en på siden af hovedet.   Som de mandfolk vi gerne ville være,  valgte vi lussingen,   og den var hård og den sved.  

Skolegården med de famøse bænke uden om træerne. Dér fandt mobningen sted...

Bagholdsangreb

Mens jeg opfattede denne straf som rimelig,fandt jeg den følgende helt uretfærdig:

Den tildragelse fandt sted i tegnetimen.Vi skulle tegne en krukke,som læreren havde anbragt foran os,  og lægge de reglementerede skygger på. I den periode havde jeg en ret lækker frisure,der lignede Elvis’: Mørkt tilbagestrøget hår,glinsende af den halve tube brylcrème man smurte i hver morgen. At holde frisuren i den tilstand krævede dog hyppig brug af kammen,som man altid havde liggende i højre baglomme. Jeg havde lige haft kammen igennem håret en ekstra gang, da jeg pludselig, helt uventet, blev ramt af en kraftig lussing: Det var tegnelæreren der var kommet snigende BAGFRA. Jeg havde briller på,så det gjorde ekstra ondt.

Brækket ben

Midt om vinteren, da jeg gik i 4. klasse,   faldt jeg på min cykel  på hjørnet af Bellmansvej og Sdr. Allé.  Kom på sygehuset med brækket højre skinneben.   Fik gips på HELE benet.  I løbet af den første nat og formiddag på sygehuset ringede jeg 15 gange på sygeplejersken. Det blev de vist trætte af,  for næste dag blev jeg sendt hjem.   

Her blev en seng stillet op i stuen,  hvor sofaen ellers stod.  Min far riggede en elektrisk ringeklokke til   (han var jo fysiklærer),   så kunne jeg ringe på mor,  når jeg var sulten eller det kløede under gipsbandagen.  

Jeg lå i sengen flere måneder.   Mine forældre havde arrangeret det sådan,  at min mormor kunne komme og passe mig,  mens de var i skole.   Hun kom hver morgen med toget ude fra landet,   stod af i Rønne Ø ca kvart i otte og gik de 600 m til vores hus.    Min mor stod og trippede,   for hun skulle møde kl. 8 i Rønne Privatskole,  hvor hun underviste, og så snart hun fik øje på mormor nede ad vejen,   kunne hun cykle i skole:   Susede ned ad Østervoldgade,   Klokkegade,  Damgade.......  Jeg nød at blive passet af mormor,  for hun var så rar og mild.  De mange besøg hos mormor og moster Ester på landet  er beskrevet andetsteds:  Se menuen.      Men nedenfor er der et billede af mormor:   Valborg Kofoed,  født Landschoff.

Selvsamme mormor beskrev det selvsamme brækkede ben i et brev den 8. januar 1953 til sin søster Karen, der boede i Århus:

"Her sner det, Føret er ikke det bedste og kan Du tænke dig, Niels har brækket Benet - det højre.  Skinnebenet kaldte de det.  Han cyklede på Gaden langsomt  (siger han), men det var jo glat og Cyklen gled ud og Niels brækkede altsaa Benet, han blev indlagt paa Sygehuset.  Dagen efter ringede de til Karen og P,  at han kunde godt ligge hjemme!!  Der maa vel ha' været daarlig plads!  Altsaa ligger han hjemme. Jeg ta'r der ud med 7 toget Morgen og kommer hjem Middag.  Jeg har jo Tid. -  
Niels ømmer sig meget - men der var jo sagt at det var kun de første dage.  Han maa faa ½ Albyl naar det er slemt.   Forhaabentlig kommer han fra det uden Men. Han ligger jo i Sengen og regner og skriver og tegner saa det er en Lyst at se."

Havnen

Havnen havde en stor tiltrækningskraft.   Engang jeg havde været til klaverspil oppe i Storegade, cyklede jeg ned på havnen.   Der lå et stort fragtskib, jeg forestillede mig det kom fra Afrika.  I hvert fald var det nogle meget fremmed udseende mænd der stod og var ved at fortøje skibet.   De gestikulerede og talte et underligt sprog.   Jeg var fascineret og stod og kiggede på - jeg ved ikke hvor længe.   Det var ved at blive mørkt, da jeg nåede hjem.   Jeg kunne høre, at mor stod og talte i telefon og lød meget bekymret.    "Nej,  nu kommer han lige ind ad døren, så...."    Jo,  hun havde ringet til politiet,  og jeg  stod til alvorlige formaninger.  

I havnen lå også 'Den gule'.   Det  var en badeanstalt med både 3- og 5-meters vipper,  bassiner til svømmere og ikke-svømmere,   og piger og drenge hver for sig.   I nogle år, når vejret og vandtemperaturen var til det,  kørte vi ned til Den gule i gymnastiktimerne.   Stæsede ned gennem byen og parkerede cyklerne på Kapelvej højt oppe over havnen,  og så ned ad de stejle trapper til havnen.  
Den Gule er for længst væk.  Man kan spekulere på,  hvordan vandkvaliteten har været i havnen i 50'erne.
    
Den Gule badeanstalt i Rønne Havn.

Damperne

66-bådene sejlede fra Rønne hver aften ved 23-tiden og var fremme i København næste morgen ved 7-tiden,   ca der hvor Skuespilhuset nu ligger.    Det var rigtige dampere med åbne dæk og landgangsbroer,   en foran til 1.klasse og en bagved til dækspassagererne.   Hvis man sejlede på 1. klasse,  havde man en køjeplads i en kahyt,  og man blev ledsaget af en såkaldt 'kahytsjomfru' ned til den rigtige kahyt.   Passagerne på 'dæksplads'  kunne sove på det åbne dæk eller i en af salonerne agter. Hvis man lå ude på dækket,   kunne man lægge sig på dørken (dvs gulvet) eller forsyne sig med nogle klapstole,  tre styk var nok til at ligge på,  men de havde nogen gange forskellig højde,  så det var ikke så behageligt..

Der var altid et værre leben på havnen inden afsejling.   Nogle kom i sidste øjeblik og blev mere eller mindre hevet om bord af hjælpsomme medpassagerer,  andre stod og sagde farvel og vinkede,  og nogle var kommet ned til damperen for at få et brev med i postkassen på landgangsbroen,  eller bare for at kigge på.   
I min barndom hed skibene 'Hammershus',   derefter 'Rotna'  og senere 'Kongedybet'.   De var ikke forsynet med et bildæk,  som vi kender det fra moderne færger,  men bilerne kørte om bord ad en primitiv rampe.
   

Nellikegade 1 - der blev jeg født

At man kan gøre det: Rive det hus ned, hvor man blev født. Nellikegade ligger lige syd for Store Torv. Under det første, uvarslede bombardement led huset ingen skade. Heldigt nok, for mor og jeg var hjemme, gemte os under en trappe Men under det næste bombardement, dagen efter, blev huset skadet: alle vinduer røg, teglsten faldt af, men da var familien taget på landet, ligesom næsten alle byens indbyggere. - Vi boede i huset indtil 1947, hvor vi flyttede til Ny Østergade. Huset blev, som det fremgår af teksten, mere end tyve år senere købt af Kvickly og revet ned for at give plads til en parkeringsplads. Ak ja......