De unge år

Konfirmationen sagde mig ikke rigtigt noget.   Man fik gaver og havde en god fest,  men man følte sig ikke mere voksen bagefter.  Dagen efter mødtes nogle fra klassen nede på Store Torv,  og  der blev taget et billede af tre piger fra klassen og mig og en af de andre drenge. Pigerne var iført deres nye spadseredragter og frakker og bar en fin dametaske.   Vi står foran Colbergs boghandel.  Det var der hvor jeg senere købte popnoder og Tranebøger,  da de begyndte at udkomme.  

Efter konfirmationen begyndte ungdomsgilderne.  Det var mest nogle fra ens egen klasse, der var med.  Vi drak sodavand.   Så dansede vi til Birthe Wilke,   og den mest populære sang var Håndklaver og charme.   Jeg tror, det først var i 4. mellem at vi begyndte at danse til jazz,  og det var kun New Orleans jazz.    Chris Barber og Louis Armstrong.  Vi var stort set meget uskyldige.   Lidt kinddans og en enkelt dans hvor lyset blev slukket.  På et tidspunkt var vi nogle drenge fra klassen,  der gik lidt efter nogle piger fra klassen under,  men ellers holdt vi os til vores egne.    På billedet ser man,  hvor trætte vi var klokken halv et,  når festen sluttede.    Vores ungdomsgilder lignede lidt dem,  man oplever i filmen Kundskabens træ.  

 Rock’n roll var allerede da på programmet på danseskolerne,  men som supplement til de RIGTIGE danse,  engelsk vals,   quickstep og tango.  Kløckers danseskole på Hotel Borgen var stadig efterspurgt,   jeg tror jeg udholdt fire år der.  

Jazzen kom først til mig et par år senere,   da jazzklubben i Rønne åbnede  og jeg havde en kammerat med samme interesse.   Først endnu senere fulgte islænderen og piben.    På billedet nedenunder danser vi hjemme i vores spisestue.  Chris Barber med Ice Cream,  I scream   og  Down by the Riverside.   

Ikke alle voksne var lige så rare. Engang var far og jeg ude på Galløkken, hvor der dengang var både en ’gangsti’og en ’cykelsti’. Jeg havde forvildet mig over på gangstien med min cykel, da en lille, vred, ældre  herre stoppede mig og holdt mig fast i armen og skældte mig ud, mens han fægtede med sin stok, indtil far kom og reddede mig ud af kniben. Den lille koleriske herre viste sig at være selveste amtmanden, der hed von Stemann. Han skal have været en dygtig diplomat under den tyske og senere under den russiske besættelse, men her en halv snes år efter krigen var diplomatiet røget sig en tur.


Når kong Frederik d. 9 kom til øen med Dannebrog,  blev alle skolebørn lukket ud af klasserne og sendt ned til havnen for at tage imod.  Den første der hilste på kongen,   var selvfølgelig amtmanden,   der ikke var folkelig og populær som Frederik den Niende.   Jeg var på plads med mit nye kamera.  Filmene rummede kun 12 billeder,  og der røg næsten en hel film,  da kongen kom.   De blev gerne et par dage, for alle de der var lidt i byen, skulle til middag om bord, og Frederik skulle også op til Almindingen og skyde nogle rådyr,  som blev jaget næsten hen for næsen af ham.  Sagde man.    

Vi var vilde med de tre prinsesser.   Når fætter Bjørn,  Bodil og jeg var sammen i weekenden på landet hos mormor og moster Ester og vi skulle sove,  lå vi længe og snakkede om, hvem  vi bedst kunne lide.   Jeg valgte altid Benedikte og Bjørn tog Annemarie,  så Bodil,  der var den yngste,  måtte  nøjes med Margrethe.   I dag ville jeg nok have holdt på sidstnævnte!