De bornholmske ord g - k

Ordbogen g- k

GADDELI =  rigelig  (adv.)

Dæng plugginj e gaddelig stor.   Præv om du kanj sjæra ed vassens grân å dæng

 

GALANT  =  fin,  nydelig,  udmærket, retskaffen, venlig    (adj.)

Dær kanj du  bâra se,  ded gjik ju galant.   

Enj galanter manj.    En galant pibel.   Ed galant huz

 

GJORRA   = gøre   (verb.)

Hønnan koglar,  hon hâr nok gjorrt ed æggj.  (Eller bare.)  hon hâr gjorrt

 

GJORRA    OTA    = stå tidligt op    (verb.)

I mârn ska vi gjorra ota,  vi ska ju ner te dâmparinj å tâ mod fâr

 

GJØNKEL   =  bylt,  ofte nedsættende (Espersen)     (subst.  M    einj gjønkel)

Oljkræmmarinj komm sjoskenes me sina gjønkla på nakkanj

 

GLOSATTER  =  opbragt,   rasende   (adj.)  

Hanj ble helt glosatter,  då jâ fortalde hannem,  a bådinj va stollinj

 

GNÅ   (en gnå)   =  en lille arrig tingest  (subst.   F    en gnå)

Hon e en varre gnå

 

GONN  =     gu’   (= gu’ er han det),  minsandtene,  vist.     Bruges til bekræftelse og samtykke  (Espersen)

E  fâr ovvanvæmmes ijæn ?   Ja gonn e hanj ded.   Hanj hâr ju vad lid halsømptel  nonna dâ, mæn nu e hanj go sje tak temmeli  kryer ijæn.

E du svøltij, Koffed   ?     Naj, naj gonn,  jâ hâr ævent fåd mâd

Udtrykket:  Ja gonn!    Jo, såmænd så…

 

HAGGA     =   en flot fyr (nedsættende)    (subst. M   einj hagga)

Hâns e væl nokk enj hagga,  men hanj ved ed âu

Pilaboninj e væl nok einj hagga,  som altid ska visa saj

 

HALLDAN  =  lidt sløjt, middelmådigt  (adj.)

Voddan hâr du’ed, Koffed ?      Å jo, Peddersen.   Ded e lid halldant me maj.  Jâ hâr hat’ed hall møj.  Jâ kanj ju holla maj ovanvænnes, mæn nân faza ver maj e dær slæt ikkje mera

 

HALDRÆNGJ   =  andenkarl   (subst. M)

HAUDDRÆNGJ    =   forkarl   (subst.  M)

Peddersen hâr vad hauddrængj på Hollagårinj i flera år.  Hajn vaf ost haldrængj i ed pâr år

 

HARDA  =   tøve, vente   (verb.)

Harda lid,  du hâr altid så stræinjt

 

HAURAFAUL   =  hvid vipstjært.  Når den kommer om foråret, er det tid at så havre  (subst. M   einj haurafaul)

 

HIVA   =  at se dårlig ud, skrante    (verb.)

Hanj e  sløjer å hâr gåd å hivad i långa tider

 

HUINJTA TORRT    =   savne mad    (verb.)

Bællana måtte huinjta torrt hela dânj,  forr fâr å moer va ikkje jemma,  å dær va ikkje mâd i huzed

 

HONDANS    = pokkers o.l. 

Ded e då livæl hondans 

De e då au hondans, a de e bled rogg,   de bler ikkja let å finja jemm I ded væred

Ded e ed hondans vær

 

HUT    Vedda hut =   lystre   (verb.)

Vil du vedda hut,  dinj knaddrinj, ælle ska jâ minjsâlika komma ætte daj

 

HYVANS  =  hurtigt, nemt    (adv.)

Hæstana va onga å sprygja å føred  va fint,  så ded gjik hyvans me å komma jemm

 

HÆNNUER   =   dygtig til sit arbejde,  forstår at bruge sine hænder  (adj.)

Minj horra e einjhellu hænnuer,  ded e liemajet,  vad ær e galed,  så kanj hanj lava’d

Ajla mina bælla e hænnua,  ded hâ de ætte maj,  troer jâ!

 

HØDDRA   =  ryste af kulde   (verb.)

E du sjøger,  troer du ?  Du sidder ju å høddrar

 

HØDA   =  at true med hænderne    (verb.  datid også:  høte)

Hanj hødada ad maj å gâlde, bâra for ded a jâ hadde nortad ed grân å hansa kjøssabær

Honj komm fârenes å gjødde å knårrada,  men jâ hødada ad hannem, å så skrobbada hanj å

 

HØNNU  = honning   (subst. )

Hønnu er nâd,  som bien flojer å samlar i blomstarna

Ves du ajtar å gjorr som moer sajer,  ska du få einj hønnusmâd

Vi kjøvver altid trellefera dåser hønnu om åred

 

HÅNNLØST  =   kaste med ting uden at vide, hvor de ender   (adv.)

Hajn blev så arrier,  a hainj tâu,  va hanj kunje få fat i å slo hånnløst me’ d

 

JØTTA   =  at vippe, vugge,   især med enden    (verb.)

Hon går altid å jøttar så unjelit me ænnanj

 

EN KAJA    = en allike   (subst.  F  en kaja)

Kajer e pena faula,   Jâ troer,  a kajarna hâr byjt rødda i skorsteninj 

 

KAMMERS   =  et kammer     (subst.  N   et kammers)

Bællana liggjer i kammersed.   Ja, i ded østre kammersed

Pajekammersed liggjer i denj østre ænnanj å huzed

 

KAR  =   vigtig,  overlegen  (adj.)

Du ska ikkje varra så kar i snudan.

Bællana va så kara,  fordi di hadde voinjet fobojlkâmpinj

 

KARRA   = at snitte itu i små stykker    (verb.)

Hâr du karrad løjen,  som vi ska hâ i døppad ?

 

EN KASTRÅL   -  en kasserolle  (subst.   F   en kastrål) 

Jâ hâr kjøft en pen blå kastrål  te moer.  

Der sto en gryda,  en stæjso, ed painjejarn å en kastrål i skaved.  

 

 

KJINKA  =  kaste   (verb.)

Horrafankinj ble så arrier,  a hanj kjinkada ætte sin broer me enj sten

 

KJYLA      =  melbolle    (subst,  F  en kjyla)

Jo,  fost fikkje vi ju kokter fesk me bræt smorr, å bâgætte fikkje vi kjylemelk.  Ded va skam hallgoer mâd.

 

KJÆSSA    = en ketsjer til at fange noget med i vand  (subst.   F  en kjæssa.   I Gudhjem einj kjæss  (Espersen))

Vor e minj kjæssa ? 

 

 KJÆSSA    =  at fange noget med en ketsjer    (verb.)

Sijl’n sto så nær lann a enj kunje kjæssa dom opp

Tâ din kjæssa å komm me,  vi skan er ver damminj å kjæssa pugger

 

KJØKKA   =   tåge,  dis   (subst.   F  en kjøkka)

Dær e kjøkka i loften,  bara ded ikkje bler rågg

 

KJØLNA    =  at fyre op     (verb.)

Ded e rællia kâlt i dâ,  ja troer,  a vi bler nøtt te å kjølna  ed grân

 

KLAVA    =   at klage, sladre    (verb.)

Hanj løvver altid å klavar

 

KLAVAPINJ    =En der klager, sladrer    (subst.  M   einj klavapinj)

Klave – lave – lakkepinj,  raven fujl å pølsesjinj

 

KLIKK    =   klat af et eller andet blødt       (subst.  M   einj klikk)

Må jâ ikkje få enj klikk smorr i grødinj

 

  KLIKK    =   et lille smæld  (subst. N   et/ed klikk)

Ded gâ ed lided klikk då jâ trajte klokkan op.

 

KLÆVA    =  klodsmajor,  et fæ    (subst.  M  einj klæva)

Du e enj sâbrians klæva,  a du ikkje kanj slå ed søm i

 

KLÆVA   =  at være en klodsmajor    (verb.)

 

KLØZ   =  En klump jord,   en klump i grød   (subst.   M  einj kløz)

Jâ slo enj kløz ætte hunjn,  å så stænjte hanj å

Jâ kunje ikkje hâ grødinj,   for dær va stora kløz i

 

KNABBA      (verb.)

1 =  banke (på døren)

Jâ troer,  a der va nân der knabbada på darren.  Kanj du ikkje springa ud å lokka opp. 

2 =  slå til en

Hanj sto å fnâsada saj å va ræjti ulielier,  mæn jâ knabbada te’inj,  å så va hanj ikkje så fermer mera   (fnâza hos Espersen bl.a.:  bruges om ustyrlige drenge, om letfærdige og tølperagtige mandfolk!)  

EN KNABBA    =  en passelig god portion   (subst.  F   en knabba)

Jâ komm svøltinj jemm,  mæn så fikkje jâ maj ed pâr sijler å en  knabba grød

Om marninj får jâ maj en go knabba hauragrød å ed pâr spæjesiler,  så kanj jâ klâra maj te medda

 

KNADRING    =   en der er lille af vækst   (subst.  M  einj kandring) 

Senenj knadring som daj ska ikkje stå dær å skava saj stor

 

KNARR     = en knast i et træ    (subst.  M   einj knarr)

Ded bræd dær vil jâ ikkje hâ, ded e ju folt me knarra

 

KNUL  = knold  (subst.   M  einj knul)  

Hon hadde ejn stor knul i nakkajn

 

KOMMA TE    =   blive født  

Jâ komm te om vinjterinj

 

KOSS  I KROKKA   (Koss =   kors  på rigsdansk) 

Koss i krokka vor hon skavar saj

 

KOSS i LÆL

Koss i læl,  vor hanj då skavada saj

Koss i læl då vår moer sjæjlde,  då jâ fost komm jemm klokkan fera i nat

’Koss i læl’ kan forkortes til  ’ilæl’

Ilæl vår va hon da kjiv åd

 

KOSS I LIDEMAJ VÆL

Koss i lidemaj væl,   vor hon skâr

Koss i lidemaj væl vår fâr va nagger

 

KRAVLA    =   vikle,  smøge   (verb.)

Hanj kravlada bojsarne opp te mett på låred å vâdada ud i vanned

 

KRÆGLA  =  mundhugges,  kværulere    (verb.)

Hon e onskavsfuijl å går altid å kræglar

 

KRÆGLA   =  en der kræglar  (se forrige ord)   (subst.  F   en krægla)

 

KRØSSA   =  knuse   (verb.)

Moer krøssada nonna sokkerbedda å strøde sokkered på mâdinj

 

KÅGA ÆGGJ   =  sidde på hug, mens man løber på skøjter

 

KÅJLEBØTTA     = (forlæns) kolbøtte   (subst.   F   en kåjlebøtta)    se desuden:  vajlabøtta