Hjemme på Svanekevej

Far foran huset. Han ser glad ud og havde vel på det tidspunkt ikke grund til andet.  Huset havde både terrasse og altan,  det var lidt i amerikansk stil,   og engang opdagede vi,  at der lå et hus næsten magen til i Østermarie.    Huset var rummeligt.  Tre stuer,  hvoraf far brugte den ene som kontor.   Han brugte ikke megen tid på at forberede sin undervisning:  Han kunne stoffet og havde desuden sit eget viceskoleinspektør -  kontor på skolen.  
Men han puslede med så meget andet.  Sad i bestyrelsen for Børneasylet   (sådan kaldte man børnehaven),  var forretningsfører for Ligbrændingsforeningen, (det var først mange år senere,  jeg begyndte at tænke over,  at det var da en mærkelig forening!),   løste alle kryds-og-tværser der var i Politiken,   arbejdede med kunstsproget esperanto   (som dengang havde mange tilhængere),  spillede skak  og læste.  (Han holdt meget af svenske bøger, ofte på svensk,  og Sverige i det hele taget.)   Han lod sig ikke forstyrre af,  at vi spillede klaver og legede i stuen ved siden af.   Set i bakspejlet var mine forældre uhyre tolerante,  og tak for det!

I rosenbedet stod flagstangen,  og når flaget skulle hejses,  var det mig, der fik lov. Som spejder havde jeg lært at binde et rigtigt flagknob og vidste at flaget skulle ned ved solnedgang,  og at det ikke måtte røre ved jorden.   Der var mange frugttræer i haven,   der var velegnede til  fodboldmål og  klatring.     
Der var et baghus,  hvor fyret stod,  og et par år havde vi endda nogle dværghøns.   Der var en lem udefra til loftet over baghuset.  Når det var vinter,  anbragte vi (med fars hjælp) den lange stige,  så den førte fra lemmen ned i gården mellem husene.  Så kunne vi køre på kælk deroppe fra og langt ned i haven.  Naboernes unger strømmede til, for det var sjovt,  men desværre brækkede naboens pige armen under nedkørsel,  og så var det slut med den fornøjelse.   
Ind imellem kunne det godt være lidt problematisk med de naboer.  Jeg stod ofte i indkørslen og spillede  fodbold op mod garageporten.  Når bolden røg ved siden af og endte hos naboen, var det lidt af et projekt at bringe bolden sikkert tilbage.  Desuden måtte jeg sommetider indstille fodboldtræningen,  når deres lille søn, ’Åle’ skulle sove.

Engang kom en ’rigtig’  fotograf hen til os,  fordi min far og mor ville have nogle ’pæne’ billeder af hele familien.  Med Bodil i matroskjole og jeg med cowboyslips kunne det ikke gå helt  galt.  

Bodils værelse lå mod øst ud mod det store pæretræ.  De første år skulle hun igennem fars og mors soveværelse, men senere flyttede de nogle vægge,  så vi begge to fik egen indgang.  Jeg boede mod vest,  over indkørslen.  Når man som stor knægt kom lidt sent hjem efter et (uskyldigt)   besøg hos den pige man kom sammen med,  var det praktisk med egen indgang,  men det nyttede ikke altid så meget,  for det næstsidste af de 14 trin på trappen knirkede fælt,  og måske lå far og mor vågne, til de vidste mig sikkert hjemme, så  det var ikke specielt morsomt,  når man næsten lige var kommet helt op,  så at høre mor kalde:   Ni-els!    Så måtte man lige ind og forklare og sige pænt godnat.

Lige siden 1945 har jeg læst Politiken hver dag…..Her læser jeg tegneserier med far.   Vi holdt også Bornholmeren,   der var socialdemokratisk.  Det var fars valg!  Mor kom fra en gård og stemte Venstre,   og da far døde i 1984,  varede det ikke længe,  før hun skiftede til Bornholms Tidende.   Nu er Bornholmeren lukket,  ligesom landets mange andre socialdemokratiske aviser.   I mange år anbragte de to aviser små brevkasser ude ved landejendommene hos deres respektive abonnenter.   Tidendes var grøn og Bornholmerens rød.   Så kunne man se,  hvilken politisk observans folk havde. 
Når der var valg,  spurgte vi vores forældre,   hvad de stemte på.   Men i 50'erne var det ikke noget, man indviede børnene i,  så svaret fra far lød:  Jeg stemmer på skomageren!   -    Det var ham, der boede over for os i Nellikegade.   
Senere kunne de dog godt indrømme,  at de lige så godt kunne være blevet hjemme på valgdagen,  da deres stemmer ligesom ophævede hinanden.