Rejser 1960 - 1962

1960. Far havde lige fået sit kørekort, og Ford Angliaen skulle på langtur. JA 21436.  JA hed alle biler fra Bornholm.  Så man var et oplagt mobbeoffer i storbyens trafik.  Det mærkede vi allerede i rundkørslen ved Christiansborg, hvor måtte køre et par gange rundt. Inden vi fandt vejen videre.  Over Fyn, Sønderjylland, videre over grænsen. Fulgte vestkysten,  med en lille færge over Elben, på samme måde længere sydpå over floden Weser og kom ind i Holland nordfra til Groningen,  videre på den  nye dæmning over Zuidersøen, der skille forhindre fremtidige oversvømmelser fra havet, som den katastrofe der kun få år tidligere  havde ramt store dele af Holland.   
målet var byen Haarlem, der ligger lidt vest for Amesterdam.  Her boede Barbara.  Læs om besøget under billederne. 

1961.  Jeg havde fået kørekort,  og far og jeg delte chauffør-jobbet.  Vi undgik AUTOBAHNEN og kørte på almindelige landeveje.  Far ville helst undgå de lidt større byer, så vi sjussede  os gennem forstæderne for at undgå bytrafikken nogle gange med det resultat, at vi endte på en blind markvej. Vi havde forberedt en spændende rute gennem Tysklands smukke områder. Nåede Schweiz, hvor målet var byen Menziken, der ligger centralt i landet lidt nord for Luzern.  Her skulle vi bo en uges tid hos familien Roth, forældrene til min penneven, Köbi.  der er det schweiziske kælenavn for Jakob.  De var meget søde og fantastisk gæstfrie.  De tog os med rundt i store dele af landet, Luzern,  Bern, og over Sankt Gotthard passet ned til Lugano, hvor sproget er italiensk. Det var familiens første møde med rigtige bjerge.

Jeg kom senere tilbage til Meniken og familien Roth,  både for at arbejde (i landbruget!) og senere sammen med Annette. Familien  Roth besøgte også Bornholm, deres datter Regula kom i huset i Danmark og på højskole.  Senere kom Köbi med sin egen familie til Danmark.  Vi har ligeledes besøgt Köbi og Yolanda i Basel. Så der er tale om et livslangt venskab. 

Jugoslavien.    Jeg var lige blevet student og skulle til at flytte hjemmefra.  Denne rejse var den sidste med hele familien. Ned gennem Tyskland og Østrig.   Nu manglede der lige et enkelt pas, før vi var i Jugoslavien.   Wurzen-Pass.  26 % stigning var  rigeligt for den lille Ford Anglia.  Den blev godt varm, så vi besluttede at vende kareten og trillede tilbage.  Fandt  en vej uden pas med et smut ind gennem Italien.   

I Rijeka begyndte den eventyrlige rejse langs Adriaterhavet, JADRAN.  Oppe og nede, kurve efter kurve, hele tiden følgende kysten, så smuk, så smuk.  Indmellem på grusvej.  Vi gjorde holdt i små  fiskerlejer, hvor vi fandt privat overnatning.  Folk var åbne, søde og nysgerrige.  De fleste havde kun deres modersmål.  Så var der jo ikke andet at gøre end lære sig lidt serbokroatisk. Det gik ret let, da jeg kunne lidt russisk i forvejen.  Der er utallige steder hvor man kan bade og svømme i det varme og rene vand. Vi nåede den ret store by, Split, med et berømte kejserpalæ med rødder i romertiden.  Ved byen Makarska kørte vi ind i landet til Bosnien. Først til Mostar med den berømte bro fra 16. Årh.   Videre til Sarajevo - fredeligt her mange år før den forfærdelige krig i i 90'erne. Med moskeer, minareter, basarer og et spændende folkeliv.    
Nordpå gennem Kroatien og Slovenien.   Lidt af en tur på et tidspunkt, hvor det ikke var SÅ almindeligt at køre i egen bil rundt i Jugoslavien.  Flot at far og mor (58 og 52 år) havde mod til det.