Jeg fandt et værelse i København, på Fuglebakken på grænsen mellem Nørrebro og Frederiksberg. Værtinden var en ældre dame. Jeg havde adgang til noget der blev kaldt "tekøkken".
Dvs man kunne spejle sig et æg og den slags. Værelset var LILLE, max 1,5 x 4 m. Til venstre et gammel skab, en seng, og til højre en absolut lille skrivebord med stol, og foran vinduet en aflagt
lænestol.
Jeg studerede tysk og russisk. Sprog og litteratur. Nogen studievejledning fandtes ikke, ej heller studiegrupper og andre sociale tiltag. Ud fra et stort lektionskatalog måtte man finde ud af
hvilke kurser og forelæsninger man ville følge. Jeg valgte bl.a. tysk sproghistorie, der bestod i at man læste Det nye testamente på oldhøjtysk. Uden nogen introduktion. Det holdt ikke så længe.
Men litteraturen fængede mig, og da mine forældre havde forsynet mig med en bogkonto hos en boghandel lige over for uni, købte jeg en del del tysk litteratur. Desuden skrev man oversættelsesopgaver og læste
grammatik.
Russisk var et populært studium. Vi var mindst 50 begyndere i samme lokale. Jeg kunne noget i forvejen og fulgte godt med. Mange på holdet var politisk engagerede, mest på venstrefløjen,
så der blev diskuteret kold krig, for og imod atomvåben, og jeg var med i en enkelt demonstration imod atomvåben, hvor vi vandrede fra den sovjetiske (= russiske) ambassade til den amerikanske.
Jeg fik nogle
gode bekendtskaber. Vi gik lidt i byen sammen til nogle værtshuse inde i byen. Men man var som sagt alene om det meste. Så da jeg rejste hjem til Rønne på juleferie, var jeg vist klar over at jeg ikke
skulle være cand.mag. i tysk og russisk.
Vinterferie til Bosnien og Wien
Jeg havde en del "pennevenner" i udlandet. Så efter nytår, januar 1963 rejste jeg med tog sydpå.
Jeg havde en aftale med Zarko, der boede hos sin familie i Jugoslavien, Bosnien, mellem Tuzla og Doboj. Langt ude på landet. Jeg stod af nattoget fra München mod Beograd ved Brcko og videre næste dag til Tuzla, hvor
Bodil havde en penneven, som hed Safet. Der boede jeg en uges tid. Det var 20 graders frost, og pga snemængden komme jeg ikke komme de sidste 30 km.
Efter en uges tid hos Safet var jernbanen fra Tuzla mod Doboj
åben. Lidt før Doboj stod jeg af ved Karanovac, en lille landsby ved byen Gracanica i nærheden af Doboj. Zarko hentede mig ved toget. Familien havde et lille hus på landet. Pænt var det,
med en stor have, en brønd, en lille stald. De var mest selvforsynende. Faderen havde været partisan i Titos kamp mod nazisterne, der havde besat Jugoslavien, så han har uden tvivl fået en
lille pension. Zarkos mor stod for det praktiske sammen med en tante der også boede der. Zarkos søster hed Branka. De var alle meget gæstfrie. De dyrkede alt muligt i haven, der også gav plads
til en hel del blommetræer. Blommerne blev dog ikke brugt til syltetøj, men til fremstilling af slivovic til Zarkos far.
En af dagene drog Zarko og jeg afsted ud i vildmarken. Vi overnattede på
et vintersportshotel. Om natten kunne vi høre ulvene hyle. Man sagde, der desuden levede bjørne derude. Vi tilbragte nogen tid med at spille grammofonplader med bosnisk folkemusik. Meget spændende og smuk musik.
Virkelig en åbenbaring! På senere rejser til Jugoslavien købte jeg en hel plader med bosniske sange, som jeg stadig holder meget af. Zarko kunne nogle få brokker på tysk, så vores
snak foregik på serbokroatisk. Hjemmefra havde jeg studeret sproget ved hjælp af "Lehrbuch der serbo-kroatischen Sprache".
Jeg mødte Zarko flere gange senere, dels alene, men også med Annette. Han
mødte også vores børn. Især var han glad for Lars, som han kaldte "Mali Niels" (lille Niels). Han var stolt af sit land, og Tito var hans store helt. Efter Titos død sendte
han mig en stor bog, der mest handlede om Titos begravelse. Da krigen kom, mistede vi kontakten. Men på et tidspunkt kom der et brev fra ham, sendt via det danske forsvarsministerium. Det viste sig at han havde arbejdet
for de udsendte danske soldater. Han overlevede krigen, men havde svært ved at komme i gang med sit liv og finde arbejde, så han kunne forsørge sin kone og de to sønner. Vi var uden kontakt, men flere
år senere fortalte et brev fra hans kone, at han var død.
Bosnsien blev et selvstændigt land i 1995, da krigen var forbi. Men landet er splittet af tre forskellige etniske grupper: De katolske
kroater, de ortodokse serbere og de (mere eller mindre) muslimske "bosniakker". Bosniakkerne og kroaterne kan fungere sammen, men de bosniske serbere søger mere og mere tilknytning til staten Serbien. Her i 2022 ser det
sort ud for sammenholdet. Meget trist. Man kunne ønske, at landet snart kunne blive optaget i EU. Kroatien er medlem, Serbien søger, mere eller mindre helhjertet, om medlemskab, men søger
samtidig samarbejde med Rusland. Bosnien søgte for mange år siden, men har ikke kunnet leve op til EU-kriterierne. Havde EU og bosnierne fremskyndet processen, havde udsigterne til varig fred og fremgang på Balkan
set helt anderledes ud.
Til bal på et slot i Wien
Tilbage til vinteren 1962/63. Efter næsten tre uger i Bosnien gik turen med tog nordpå. Jeg stod af
toget i Wien for at besøge min penneveninde, Edda. Hun havde inviteret mig til Juristenball i Hofburg. Jeg havde en hvid skjortre med i rygsækken, men den var blev noget krøllet undervejs, så Eddas
familie havde lejet en smoking til mig. Ballet foegik i syv sale på slottet, med livemusik i hver sal, strygere med wienervalse! Meget fornemt. Jeg ved ikke, hvad den gæstfrie
familie havde forestillet sig, men kontakten til Edda ebbede hurtigt ud, da jeg kom hjem.
Back in CPH
Efter vinterpausen, det meste af januar, var jeg i gang igen
på uni, men indså snart det håbløse i foretagendet. Hvad ville det føre til?
I København mødte jeg min schweiziske ven, Köbis søster, Regula, der gik
på Grundtvigs højskole i Hillerød. Hun lokkede mig til at komme til Menziken i Schweiz. Hendes forældre skaffede mig et job i LANDBRUGET i en lille landsby i bakkerne oven over Menziken. Et par dejlige
måneder, hvor jeg arbejdede på gården og gjorde mig nyttig, så godt jeg nu kunne. Jeg huggede brænde, samlede sten på markerne, lagde kartofler. Flinke folk! Efter arbejdstid
gik jeg ned til Menziken og besøgte Köbi og Regula og deres meget søde forældre.
INDEN jeg tog til Schweiz havde jeg truffet en beslutning vedrørende min femtid: Jeg ville være lærer. Ligesom
mine forældre! Så jeg sendte min ansøgning til Jonstrup seminarium.
Den fyrstelige løn for de to måneder i landbruget var 200 Schweizfranc. En hård valuta, som rakte til en vidunderlig
to måneder lang tur: Først en lang vandring gennem en naturpark i de sydschweiziske bjerge, videre med tog til Venedig, med skib til Rijeka i det nordlige Jugoslavien, videre med mindre både sydpå
langs den meget smukke Adriaterhavskyst med ophold i mange små og større byer, med mange nye bekendtskaber, badning i det lune hav, musik og dejligt samkvem med skønne unge mennesker undervejs, solmodne
tomater, også lidt slivovic, blev solbrændt og snakkede næsten flydende serbokroatisk.
Hjemme ventede tre år på seminariet.