De fem Landschoff-bælla fra Kjærgård

Nedenunder  ses de fem Landschoff – børn fra Kærgård i Vestermarie

Karen   f 1883   d 1960    boede i Århus    døde i Aakirkeby

Martha    f 1885   d 1968    boede i Lobbæk    døde i Aakirkeby

Valborg    f 1886     d 1959  boede på Tvillingsgård,  Granly,  døde i     Lobbæk

Elisabeth   f 1889   d 1981   boede på fædrenegården

Marcus   f 1891    d 1967   boede på Kjøllergård

Fra Folketællingen 1890,  hvor hver husstand blev noteret:

Bornholm, Vester, Vestermarie, , , 1ste Selvejergård, 21, FT-1890

Der vises flg. felter:

Navn, Alder, Civilstand, Stilling i husstanden, Erhverv , Fødested

Markus Christian Peter Landschoff, 37, Gift, Husfader, Gårdejer, Rønne
Oliva Jørgine Christine Landschoff, 40, Gift, Husmoder, , Nylars
Karen Christine Landschoff, 7, Ugift, Barn, , Vestermarie
Marta Elenora Landschoff, 4, Ugift, do Barn, , Do [Vestermarie]
Valborg Landschoff, 3, Ugift, do Barn, , Do [Vestermarie]
Elisabeth Aldolfa Landschoff, 30 April, Ugift, do Barn, , Do [Vestermarie]
Carl Johan Nielson, 19, Ugift, Tyende, Tjenestekarl, Sverig
Johannes Christian Riis, 16, Ugift, Tyende, Tjenestekarl, Vestermarie
Niels Jenson, 17, Ugift, Tyende, Røgter, Sverig
Elsa Jönson, 20, Ugift, Tyende, Tjenestepige, Sverig
Elna Jönson, 19, Ugift, Tyende, Tjenestepige, Sverig

Bemærk:   Marcus er endnu ikke født .    Fem ansatte på gården,   heraf tre fra Sverige.  Man tænker uvilkårligt på Pelle Erobreren.    Elsa og Elna har nok været  søskende. 

Du kan læse om familien på Kærgård under menupunktet:  Landschoff 2

Karen Landschoff .  (kaldet moster Karen)  blev uddannet som  sygeplejerske.   I 1913 kom hun til Århus,  hvor hun blev overlæge Strandgaards operationssygeplejerske. (De følgende citater stammer fra en nekrolog i en jysk avis).  ”I 31 år gjorde frk. Landschoff et stort og beundringsværdigt arbejde på Kommunehospitalet som den dygtige leder af operations-  og skadestue.”   Det siges,  at hun stort set styrede hele hospitalet….  Hun var en myndig dame,  men rolig,   og ifølge nekrolgen ’en kristen personlighed, der altid var i harmoni og balance, og som altid var levende interesseret i dagens spørgsmål, specielt kulturelle og kirkelige og ikke mindst spørgsmål, der drejede sig om Ydre Mission”. Min mor,   der også hed Karen -  måske opkaldt efter mosteren… -  så meget op til moster Karen,  og de var begge samvittighedsfulde,   dygtige og måske ikke de store spøgefugle…..

Aarhus Stiftstidende bragte 10. december 1944 en artikel under overskriften  ” 2 x 31 på Hospitalet”  og ”To afholdte sygeplejersker tager Afsked”.     Den ’anden’  var Karens veninde frk. Mine Jørgensen,   og de to damer  ’fulgtes i Arbejdet og Forfremmelserne”.   Og videre:  ”Også i Privatlivet har de trofast holdt sammen.   Ferierne har de gerne tilbragt paa lange Udenlandsrejser eller Kongresmøder,  og nu følges de ogsaa ad fra Hospitalet,  idet de begge efter Ansøgning er bevilget Afsked til 1. januar.   Ogsaa ind i Fremtiden følges de,  idet de sammen har lejet en Lejlighed,  og de føler sig næsten som Nygifte nu, hvor de pludselig skal til at indrette et lille, hyggeligt hjem med alle deres gamle, smukke møbler”

”De 31 Aar,  hvor de to sygeplejersker har været knyttet til Aarhus Kommunehospital,  har betydet en mægtig Udvikling for Hospitalet og Lægevidenskaben,  og de to har været levende interesseret i begge Dele.    Da de kom til Aarhus,  var Kommunehospitalet et lille, hyggeligt Provinshospital med Gasbelysning og ret primitive Forhold  - nu er det et af Landets største og mest moderne.  En strøm af unge Læger og Sygeplejersker har gennem disse mange Aar passeret Hospitalet på Vej mod store og ansvarsfulde Stillinger,  og de to Damers vennekreds maa derfor søges over hele Danmark." 

”Der er intet at fortælle om os!  Siger de i Kor. Men vore Patienter har været rørende trofaste.  Der er Patienter helt fra den første Tid, som stadig husker os og er blevet vores gode venner.”      -  Ja, sådan kan det siges!!

Videre i nekrologen hedder det om frk. Landschoff:  ”Hun havde tjenersind,  og det var karakteristisk for hende,  at hun efter frk.Jørgensens død fandt,  at hun maatte flytte til Bornholm og tage sig af en søster paa trods af at det  måtte svært for hende at  flytte fra et sted,  hvor hun havde slaaet rod gennem næsten 50 aar.”

Nekrologen nævner også Karens evne til at se en sag fra flere sider og hendes sans for hvad der var ægte.  ”Det var ingen tilfældighed,  at en af hendes yndlingssalmer var 'Sig månen langsomt hæver’ ” 

Længere nede på siden kan du læse mere om de to Aarhus-sygeplejersker.  Det er materiale,  jeg har modtaget af Elisabeth Bakken Jepsen.  Mime Jørgensen var faster til Elisabeths mor. Elisabeth Jepsen beskriver så fint Mimes og Karens liv i Aarhus. Mime blev kaldt "faster"  og Karen blev "tante".   For mig var Karen "faster",  altså min mors faster.  

Læs fx om Kronprins Frederiks (senere kong Frederik IX) ophold på Aarhus Kommunehospital.  

Om faster og tante Karen. Mine Jørgensen og Karen Landschoff.

Begge blev ansat på kommunehospitalets flotte og smukke afd. A i 1913. Begge som afdelingssygeplejersker – Oversygeplejersker hed de den gang – henholdsvis på Afd. A3 og operationsafdelingen – 32 og 30 år gamle. De blev ikke venner straks, men de indså snart, at det var bedst at være venner, og det blev de. De var begge flotte kvinder, toneangivende og troende. Deres overlæge var dr. Strandgård. Han var enerådende på operationsfeltet i byen. Mange honoratiores kom der. Endog kronprins Frederik (senere Kong Frederik IX) fik repareret en tys-tys skade der, og fik daglig besøg af Kong Christian X i bil med chauffør. Han (prinsen) lå selvfølgelig på fasters enestue. Der blev i den anledning konstrueret en kongeseng. Det var altid en ære at ligge i den. (det skete engang i 20’ne under et Marselisborgophold)

De to damer fik sig en stor og udsøgt vennekreds. Tante Karen havde en fortid med mad og Faster var en eminent underholder. Vennerne var til dels udsøgt mellem de ”rigtige” sygeplejersker og familier af det bedre borgerskab, hvor en af dem havde været indlagt hos faster.

I Eriks to første Århusår var hans eneste bekendtskab dem. De forkælede ham og gjorde Det samme skete, da jeg flyttede til Århus. Da vi så fik Lars var det som de havde fået et barnebarn. Det var dem der skaffede mig plads på FIJ (Fødselsstiftelsen i Jylland). Det var den gang forbeholdt andre med komplikationer. De næste 4 gange jeg søgte FIJ lå jeg på samme barselsgang C2. Der herskede en af veninderne frk. Roed.

I 1936 blev den nuværende Kirurgiske afd. indviet, tante Karen havde den ære at indmure en af grundstenene, og det var på den afdeling vi kom i krigsårene. Vi kunne med tilladelse gå ind i Maskinhuset og der fra m/elevator dykke ned i det ”underjordiske” og derfra op i tante Karens rummelige private stuer på 2.sal over Operationsafd. Fasters stuer var på afdelingen. Vi var ofte inviteret på søndag middag. I krigens tid var der jo knaphed på alt, men de to kunne skaffe alt fra det store køkken!

De to damer lod sig pensionere i 60-års alderen og flyttede sammen ud i byen. Først i Marstrandsgade. Det var Eriks første bolig i et værelse. De havde skaffet værtinden en Fribolig i Frimurerstiftelsen og så fik de hendes. Efter nogle år blev en af deres veninder enke. Hun og hendes mand ejede Sdr. Ringgade 8. De boede i en dejlig herskabelig lejlighed på 1.sal. Hun flyttede så ind i en mindre v/siden af. Hvis Lars og Lisbeth kan huske hende så kaldtes hun A.D. og hendes husbestyrerinde frk. Petersen.

Imens de boede der, kom vi ofte hos dem, ligesom de kom hos os. Den meste tid boede vi på Nordkapvej 13. Det var i den periode Birgitte foretog den navnkundige tur fra Nordkapvej 13 til Sdr. Ringgade 8: 27.sept 1955. Netop den dag Rytterstatuen på Bispetorvet blev indviet og der var Faster og tante Karen med. Sommeren 1955 var Faster og tante Karen barnepiger for de tre små, mens Lisbeth, Lars, mormor, farmor, Erik og jeg foretog vores 8 dages Vesterhavstur. En vidunderlig tur i det bedste sommervejr. Mormor sad i badedragt på stranden og skrabede nye kartofler og pillede jordbær. Jeg stod lidt længere inde og stegte nyfangede rødspætter på primus. - - - Året efter havde min mor fået en blodprop som ødelagde hendes sidste tid. Faster var død.

Farfar var død 1954, faster 1956, mormor 1957, tante Karen var rejst til Bornholm.

En tryg tid var forbi. Faster døde 4/6 – 1956 i Århus. Kort tid herefter flytter tante Karen til sin fødeø Bornholm.

Skrevet af Elisabeth Jepsen 

Maren Rasmine Jørgensen – kaldet Mine - *10/3 -1881, ”Øghave”. Døbt i Vor Frue Kirke, Odense. Faddere var: tyende Marie Hansen, Åsum, Gårdmand Jørgen Lind og hustru, Vigerslev, Anders Madsen ibid. Konfirmeret 7/4 1895 af Provst Heiberg. Faren var husmand og arbejdsmand Lars Jørgensen.

Faster, som vi altid kaldte hende, adskilte sig allerede i skolealderen fra sine søskende. Hun var meget velbegavet og nåede meget længere end de andre i skolen. Hendes lærer Hindse-Nielsen fattede godhed for hende. Hun kom i hans hjem efter konfirmationen, det hjem som hun siden betragtede som sit egentlige ståsted i tilværelsen. Hans 4 børn kaldte hende moster Mine og hun kaldte fruen for "mor Hindse". Vi børn fra Klintkrog tilbad faster og syntes at alt ved hende var vidunderligt.

Via Hindse-Nielsen, hvem hun tjente i sine ungdomsår, blev hun sygeplejeelev på Kolding sygehus. Efter endt uddannelse og nogle års assistenttid blev hun 1813 afdelingssygeplejerske på Århus kommunehospital, den gamle flotte Afd. A 3 og tante Karen (Karen Landschoff) som leder af operationsafdelingen. De var to stovte og toneangivende damer. Ex.: Da daværende kronprins Frederik, senere kong Frederik IX var syg under et Marselisborgsophold blev han opereret af den navnkundige overlæge Strandgaard m/ tante Karen og lå på fasters enestue. Hun modtog besøg hver dag af kongeparret i deres bil, det var Kong Chr. X og dronning Alexandrine.

De to damer havde et udstrakt selskabsliv m/ de sygeplejersker som faldt nåde for deres øjne og en stor flok af det finere borgerskab, d.v.s. forhenværende patienter.

I de første år kom vi der ofte, ofte til middag om søndagen, der var jo krigens knaphed for alle. De to kunne skaffe alt. Vi kom der ofte når de havde oplæsning, fornuftige samtaler og traktementer i tante Karens store lejlighed på 2.sal over operationsafd. Vi kom der ofte mens Lars var lille. Senere da de blev pensioneret i 60 års alderen boede de først sammen i Marstrandsgade og så i den store smukke lejlighed i Sdr. Ringgade 8.

I de år fik vi opfyldt det behov vi havde for samkvem med andre mennesker og især det nære behov. Der fortsatte det nære og dejlige familieliv både her og der. Det var vores trygge bagland. De var så glade for de kære børn, det var jo især Lars og Lisbeth.

Mine ganske få ferier hos faster i min opvækst står som et paradis for mig, det gav mig oplevelser og indblik i en helt ny verden. Det har nok været medvirkende til at Århus blev vores by. I 13 år havde vi vores faste holdepunkt der.

Skrevet af Elisabeth Jepsen 

Gennem alle Århus-årene havde Karen god kontakt til sine søskende og desuden til sine niecer,  søstrene Kofoed fra Tvillingsgård.   Hun kom ofte ’hjem’ til jul og om sommeren.  Andetsteds på hjemmesiden kan man læse nogle af de breve, mormor Valborg skrev til Karen fra 1953 og nogle år frem.  Jeg selv husker meget svagt, at vi på vores Jyllands-odyssé besøgte Karen i Århus.