Skoledreng i Rønne

 Det var lidt mere spændende at gå på opdagelse dèr end at save i takt nede i sløjdlokalet.  Som det også fremgår af min karakterbog fra dengang,  ’kneb’ det med præcisionen'.  Som afslutningsarbejde ’valgte’  jeg at lave et lille sofabord,   men da jeg nåede til benene,   kunne jeg ikke få dem lige lange og begyndte derfor at save lidt af det ene og lidt af det andet ben,  men heldigvis kom min gode kammerat, Mogens,  og hjalp mig på målstregen.  Men mere end mg - fik jeg aldrig i det fag,  og det var kun i den termin, hvor 'skolehave' indgik i vurderingen.  Ellers stod der g eller g+,   og selv om 'g' stod for 'godt',  var det altså ikke så godt.   
Skolehaverne lå mellem skolen og sportpladsen,  og hver elev fik ca 10 m2,  hvor vi om foråret såede gulerødder og den slags og en enkelt række sommerblomster.   Allerede i sommerferien kunne man gå ind og høste.    Der var også frugttræer,  men jeg ved ikke,  hvem der høstede de æbler,  udover dem der var genstand for skolebørns æbleskud.  

Da jeg var 10 år, skulle jeg synge en bornholmsk sang i radioen. Det var til børnetimen, ’For de seks – til tiårige’,  som den hed dengang.  Jeg sang ’Jâ va lidinj horra’, og den store, rare radiomand spurgte, om jeg også havde fået prygl derhjemme, ligesom horrinj i sangen fik udå boninj.  Det havde jeg ikke.    

I klassen kunne vi godt lide at optræde.  Sidste skoledag før jul var den eneste dag,  hvor vi selv stod for programmet,  og de der var blevet valgt til ’julekomiteen’,   gik sammen om at optræde med et eller andet.  Et år lavede vi noget neger-tamtam i bastskørter,   og jeg mindes i hvert fald de mange gange vi mødtes  for at øve,  som meget hyggelige. 

Men i 3.mellem blev det alvor,   for nu var det vores tur til at agere i den årlige skolekomedie til skolefesten,  der foregik i Industrien i Sct. Mortensgade.   Man kan ikke med rette sige,  at vi ’stod for’   skolekomedien, for det var lærere,   der stod for kulisser,  lys og instruktion.    Vi skulle spille Aladdin,  og jeg fik hovedrollen og fik endda en rigtig appelsin i turbanen  foruden at jeg scorede Gulnare,   der blev spillet af klassens kønneste pige. I stykket var hun dog mest tildækket…. Stykket  var vist nok en succes,   og vi blev endda anmeldt i den lokale avis.   De skrev  bl.a.  

"Den unge pige, der havde den krævende rolle som Aladdins mor, Morgiane,  var hende, der tog flest kegler. hendes forbavsende mimik,   hendes ligefremme og tll tider fantastiske skuespilpræstation,  og den måde hvorpå hun uforfærdet og med en egen charme bøjede sig i gruset for sultanens fødder eller med kyndig og  bister sørgmod græmmede sig over sin slapsvans til søn."  (Det var Signe,  der fortjent fik de flotte roser)
"Men der er også andre der fortjener ros,  bl.a. Aladdin.  Den unge purk (med en pudsig overgangsstemme), der paa engang falder for sultanens datter, men som først må gennem skærsilden,   virker umiddelbar og ægte.  Hans muntre bemærkninger , forbundet med evnen til at udtrykke dem påen sådan måde, at de rammer plet,  var strålende, og vi forstaar godt,  at han tabte sit hjerte til den skønne, sorthaarede Gulnare. Hendes blide ungpigestemme og hendes yndige ansigt var for saa vidt nok til,  at hun gjorde sig,  men at hun også kunne bestride sin rolle,   er sikkert."   (Gulnare blev spillet af Charlotte)

Artiklen slutter sådan:
"Efter to og en halv times underholdning ryddede man den store sal, og snart efter gik dansen lystigt til Galthens orkester. Der var liv og glade dage til kl. 23.30, da festen sluttede.  Lærere og elever muntrede sig i fællesskab".  

Det var godt at være spejder i Rønne. Spejderhuset lå i Kanondalen lige der, hvor Galløkken begynder, et stort område med træer, gyvelbuske, bakker og skrænter ned til stranden. Man var først ulveunge og kom med i en bande. Jeg var i brun bande. Vi legede på Galløkken og lærte at binde råbåndsknob. Inden vi skulle hjem, sad vi inde i huset med dæmpet belysning og lyttede til Junglebogen. Det var Bagheera der læste, men hun hed i virkeligheden Vibeke.

Senere blev vi storspejdere. Jeg kom i Falkene, der holdt patruljemøder ude på Haslevej, og Preben var vores seje patruljefører. Da jeg var 14, blev jeg patruljefører i Høgene, og vi holdt møder på mit værelse og havde vores egen fane  (som vi kaldte for vores 'stander'), skattekiste og andre hemmeligheder. Nogen gange var der weekend-ture for alle patruljer i troppen. Vi sov i telte og blev vækket kl. 7, og så skulle der tændes bål og laves havregrød. Vi løb lange orienteringsløb og havde mystiske skattejagter, fik en super kondition, havde lejrbål, og en af de store kunne nogle akkorder på en guitar. Jeg udnævnte min gode fætter Bjørn til patruljeassistent (!),  men de menige i Høgene var også seje, Fesser, Lars Ole, Løvgreen og 2 x Carsten. Og et år vandt vi selveste divisionsturneringen for alle bornholmske spejdere…

Jeg boede i et hjem med klaver, så jeg blev tidligt meldt ind hos spillelærerinde frøken Holm i Storegade. Hun var måske ikke nogen stor pædagog, men jeg fik da lært at spille klassisk musik. Det er jeg glad for i dag. Det rytmiske klaver lærte jeg mig selv, mere eller mindre, og mine forældre lod mig spille det jeg ville.   De var ret tolerante. 

Rønne var en fin by at vokse op i. Allerbedst var skovene og strandene. Far og mor var lærere og havde tidligt fri, så også på hverdage cyklede vi ofte ud gennem Nordskoven til vores badested. Der kunne man så lege i sandet, løbe langt væk langs vandet, til man næsten ikke kunne se familien, dæmme en lille bæk op og lege den var Nilen og man var en berømt ingeniør, - og selvfølgelig gå i vandet og lidt efter lidt lære at svømme. Mor havde saftevand og et stykke brød med. Nogle år senere løbetrænede vi på de små stier i skoven, og det var også her man promenerede eller cyklede rundt med den pige, man nu kom sammen med, i al uskyldighed!

I 50’erne kom vi ikke så tit rigtig ud på øen. Jeg tror, jeg var næsten voksen, før jeg kom til Svaneke. Vi cyklede meget ofte de 13 km til mormor og moster Ester ved Tvillingsgård i Vestermarie, hvis vi da ikke tog toget. En eller to gange om året kom vi helt til Pedersker, hvor mine bedsteforældre boede. Vi havde cyklerne med toget,  så vi kunne komme fra Pedersker station ned til Sømarken.  Mine bedsteforældre  var i slutningen af 70’erne  og gamle og trætte:   10 børn og et hårdt arbejdsliv.  Men jeg fornemmede bedstemors gode sind og bedstefars lune,  han kunne stadig ’sjausa’. 

Når vi var der,  plejede vi at ’gå til haved’ som man sagde og aldrig ’til stranden’.   Nu hvor jeg selv har den lykke at være blevet bedstefar,  har jeg tit tænkt på,  at hvor er vi dog heldige:  Vi ser vores børnebørn så tit og har som  70-årige stadig kræfter til at ’læja me bællena’.  

 Mine forældre havde en god veninde, Anne-Marie, der havde bil, en Hilman,  som hun fik allerede omkring 1948.   Den havde nummerpladen J 57.    Hun tog os somme tider med på tur. Far og Anne – Marie sad forrest og røg cerutter, mens de snakkede om de steder vi passerede.  Det er jo Svortegård til højre, sagde de,  og så drejede Anne –Marie rattet mod højre, så vi var lige ved at køre i grøften. De mente at kende alle, der boede på de forskellige gårde, og hvordan de var i familie med hinanden.